Nyhed

Jefferson Airplane-guitarist død – to måneder før dansk koncert

Psych-rock-pioneren Paul Kantner blev 74 år

Den amerikanske guitarist Paul Kantner, medgrundlægger af det legendariske psykedeliske 60'er-rockband Jefferson Airplane er død, 74 år af omfattende organsvigt, skriver San Francisco Chronicle. Ifølge avisen fik Kantner et hjerteanfald tidligere på ugen og også ét sidste år.

Kantner var til sin død aktiv i Jefferson Airplane-udløberen Jefferson Starship, som skulle have givet koncert i Ridehuset ved Værket i Randers 9. april. En koncert, som nu efter alt at dømme bliver aflyst.

Jefferson Airplane med sangerne Grace Slick og Marty Balin i front var nogle af bannerførerne inden for den psykedeliske rock i Californien i sen-tresserne, kendetegnet ved masser af effekter, feedback og rumklang på guitaren, ligesom musikerne ikke lagde skjul på deres indtagelse af euforiserende og bevidsthedsudvidende stoffer. De senere års neo-psykedeliske bølge med – vidt forskellige – bands som Tame Impala, The Black Angels og danske Spids Nøgenhat er tydeligt påvirket af 60'er-psych-rocken.


Jefferson Airplane kendes især for sangene "Somebody to Love" og "White Rabbit", begge fra 1967-albummet "Surrealistic Pillow". Gruppen var aktiv fra 1965-1972 og fortsatte senere efter flere udskiftninger som først Jefferson Starship, siden blot Starship og senere igen Jefferson Starship. Jefferson Starship opnåede større kommerciel succes end Jefferson Airplane, men i 1984 forlod Kantner – det sidste oprindelige medlem – bandet, da han syntes, musikken var blevet for mainstream-orienteret.

Efter en retssag om navnet måtte det resterende band fortsætte som Starship, der fik store pop-rockhits som "We Built This City" (1985) og "Nothing's Gonna Stop Us Now" (1987). Paul Kantner fortsatte herefter i KBC Band og gendannede Jefferson Airplane i 1991, hvorefter gruppen spillede frem til 2013. Bandet havde også planlagt en 2016-turné, der skulle have bragt dem til Værket i Randers 9. april.

Jefferson Starship – med Paul Kantner – spillede sidste gang i Danmark i Nakskov i 2012. Læs GAFFAs anmeldelse af koncerten her.


Se Jefferson Airplane anno 1967 med klassikeren "Somebody to Love":

ANNONCE