Kæmpe støttekoncert i TAP1 for mennesker på flugt

Kæmpe støttekoncert i TAP1 for mennesker på flugt

En lang række danske bands, solister og dj's optræder til støttekoncerten It's In Your Hands torsdag den 11. februar 2016 klokken 20 i TAP1 i København.

De optrædende er D-A-D (billedet), Wafande, Turboweekend, Aura, Pharfar, Vild Smith, Søren Huss, Master Fatman, Thomas Buttenschøn, Baby In Vain, Brandon Beal, Folkeklubben, EXEC (Troels Abrahamsen), Melanie Ivy, Mikkel Schrøder & Verdensklasse, Pivot Dance Company, DJ Nah Care, DJ Nannalicious, DJ Le Gammeltoft, DJ Markus Voigt & Blake Jordan og værterne Den Nøgne Sandhed alias Gordon Kennedy, Mikkel Schrøder Uldal, Farshad Kholghi og Joachim Knop.

Koncerten er arrangeret af Fair Welcome, og formålet er at samle midler til at hjælpe i både ind- og udland, der hvor der er behov.

Billetter koster 295,-, og billetsalget er i gang på Billetlugen.

Fair Welcome fortæller selv om støttekoncerten:

"Fair Welcomes formål: Vi møder mennesker, hvor de er! Der er brug for, at vi som mennesker kommer tættere på hinanden. At vi møder vores medmennesker med åbenhed, varme, glæde og hjælp i stedet for at lukke af og afvise. Det er blevet en præmis for menneskets eksistens i den vestlige verden, at vi er blevet meget individualiserede med fokus på os selv og vores egne behov. Vi lukker os mere og mere om os selv i vores egne digitale verdener. Det store fællesskab har det svært, og imens glemmer vi, at der er utroligt mange mennesker, som ikke har de samme muligheder, ressourcer eller netværk, som vi selv har, og at de har brug for at blive set, taget med, hjulpet og støttet og ønsket velkommen i vores fællesskab."

"Fair Welcomes formål er via smil, åbenhed, hjælpsomhed, direkte nødhjælp eller andre aktiviteter at møde mennesker dér, hvor de er og hjælpe med det, vi kan. Det der er brug for, er at vise, at alle mennesker er velkomne i fællesskabet uanset, hvor der kommer fra, hvad de flygter fra, eller hvem de er. Så uanset det enkelte menneskes religiøse, politiske, sociale eller kulturelle tilhørsforhold og uanset hudfarve, har vi alle krav på at være en del af fællesskabet og blive mødt med forståelse og varme."

"Fair Welcome arbejder for at få fokus på, at vi skal udvise mere medmenneskelighed i den måde, vi møder verden og andre mennesker på, og om at fremme dette uanset, om det er gennem en stor indsats eller bare en lille håndsrækning. De to sager, som Fair Welcome arbejder for lige nu er at hjælpe og byde de flygtninge, som kommer til Europa lige nu, velkommen samt hjælpe ensomme og udsatte med at komme ud af deres isolation og ind i fællesskabet."

"Ud over at være tilstede på Lesbos har vi allerede været involveret i flere projekter – og har mange flere undervejs. Bl.a. kan nævnes:

– Indsamling og levering af brugt tøj, barnevogne, mikroovne, skoletasker, cykler m.m.

– Tilbage i december 2015 arrangerede Fair Welcome en julefest på Auderød asylcenter for cirka 1000 medmennesker og donerede julegaver til alle børnene på centret.

– Mød hjemløs-projekt

– Undervisningsforløb

– Møde mellem generationer-projekt

– Formidling af kontakt mellem herboende og nye medborgere (sponsor/støttefamilier)"

Du kan følge Fair Welcomes arbejde her:

Fair Welcome

Fair Welcome Facebook


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA