Donald Trump bruger Adeles musik uden tilladelse

Donald Trump bruger Adeles musik uden tilladelse

Finansmanden og den potentielle præsidentkandidat Donald Trump kan godt lide at bruge musiknumre til at understøtte sin præsidentkampagne. Problemet er bare, at mange musikere ikke bryder sig om, at deres musik bliver brugt i den kontekst. Først sagde Neil Young fra, så R.E.M., der blev fulgt af Aerosmith. Nu er turen kommet til Adele. Hitsangerinden, der udgav sit længeventede album "25" i november sidste år, vil heller ikke associeres med Trump.

Trump, der er stor fan af Adele, har flere gange spillet hendes musik under sin kampagne, blandt andet "Skyfall" med den slagfærdige tekstbid "when it crumbles, we will stand tall, face it all together". Det er dog først og fremmest sangen "Rolling in The Deep", som konsekvent bliver spillet med sit omkvæd "we could have had it all" for at opbygge et stemning før Trumps fremtræden.

Adeles fans har udtrykt deres vrede over, at Trump bruger Adeles musik på Twitter: "Neeeeej! Ikke Adele! Skal Trump også ødelægge det?!", skriver en af dem. Andre undrer sig over, om Adele får betaling af Donald Trump. Sangerinden har tidligere valgt at holde sig uden for politiske debatter, men har efter sine fans' oprørte følelser gjort det klart, at hun ikke støtter Trumps måde at anvende hendes musik på. "Hun har ikke givet tilladelse til, at hendes musik anvendes i politiske kampagner", siger Adeles talsmand til The Independent.

Det har dog ikke hindret andre politikere fra at ville ride på Adeles bølge af fremgang. Selv Donald Trumps republikanske rival Mike Huckabee har brugt Adeles musik ved at fremføre et cover af "Hello" på Twitter og YouTube. Lyden blev senere fjernet på grund af ophavsrettighedskrav.

Adeles fans har senere forsøgt at vise Trump, at hans sangvalg egentlig ikke er så passende ved at tweete at "Rolling in The Deep" også indeholder tekster som "you're gonna wish you never had met me".

Hør Adele synge "Rolling in The Deep" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA