Nørdeprogrammet Album beder fans om hjælp til finansiering af ny sæson

Nørdeprogrammet Album beder fans om hjælp til finansiering af ny sæson

De to værter Kristian Leth og Ralf Christensen vil endnu engang genoplive radioprogrammet "Album", som tidligere har sendt på henholdsvis P6 Beat og internetradioen The Lake. De to værter for radioprogrammet beder derfor, ligesom i januar sidste år, om finansiel hjælp fra musikelskere, som ønsker "Album" tilbage.

"Vi ku' bare ikke lade det ligge. Vi bli'r nødt til det. Vi er blevet afhængige af formidlingen og undersøgelsen af mesterværkerne – og af kontakten med og entusiasmen fra vores lyttere. Som de junkier vi er, sætter vi altså nålen i pladerillen igen – med endnu en sæson af Album. Album 2016," skriver de to værter og fortsætter:

Vi søsætter i dag endnu en Kickstarter-kampagne med det formål at finansiere mindst 10 nye afsnit af musiknørde-programmet over dem alle. Vi nåede at få flere hundredetusinde lyt på den forrige sæson (!) – der stadig er frit tilgængelige for alle – og det er endnu mere end vore skyhøje ambitioner rakte til. Så here goes: Hvis du gerne vil have uafhængig, frit fabulerende og yderst kompetent musikdyrkelse – direkte til dine ører, to-tre timer ad gangen, med verdens allerbedste plader – så hop med på vores Kickstarter-kampagne for Album 2016", skriver de to værter.

Det analytiske og nørdede musikprogram "Album" startede ud med at blive sendt på P6 Beat tilbage i 2011 og 2012. I januar sidste år havde de to værter sat sig for genåbne musikradioprogrammet, men DR var ikke interesseret i denne genåbning, og de to værter indgik derfor samarbejde med internetradioen The Lake i stedet.

Radioprogrammet "Album" fokuserer på gennemanalyseringer af hele album, og hver udsendelse, der hver har en spilletid på to-tre timer gennemgår et enkelt album per udsendelse. Ligesom sidste år vil der være en mulighed for at få indflydelse på, hvilke album Leth og Christensen skal gennemanalysere til mindste detalje. Alt man skal gøre for at få muligheden for denne indflydelse, er at donere 300 kr. til kickstart-kampagnen. Hermed får man mulighed for at stemme på, hvilke album Leth og Christensen skal inddrage i radioprogrammet.

I alt søger de to værter at få indsamlet 140.000 kroner, 30.000 mere end sidste år, inden onsdag den 2. marts. I skivende stund er der i alt blevet indsamlet 27.989 kr. 

Blandt de album, Ralf Christensen og Kristian Leth tidligere har gennemgået, kan nævnes Leonard Cohens "Songs of Leonard Cohen" (1967), Fleetwood Macs "Rumours" (1977), The Clashs "London Calling" (1979), Laurie Andersons "Big Science" (1982) og Depeche Modes "Violator" (1990).

Hjælp til med at få det nørdede musikprogram tilbage på The Lake - Bidrag til "Albums" kickstart-kampagne her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA