Rock-ikonerne Whitesnake gæster Danmark

Rock-ikonerne Whitesnake gæster Danmark

Der er gode nyheder til fans af de garvede rockere Whitesnake. Det er netop annonceret, at bandet slår et smut forbi København på deres "The Greatest Hits Tour". Whitesnake indtager den 3. august Falconer Salen på Frederiksberg.

Billetsalget til koncerten starter på torsdag, den 11. februar klokken 11, og du kan skaffe dig en plads på Billetnet.dk. Billetprisen er 570 kroner + gebyr.

I november måned var rockgruppen at opleve på Værftet i Helsingør i forbindelse med deres verdensturné, en koncert der efterfølgende blev skamrost af GAFFAs anmelder Carsten Skov, der gav koncerten fem stjerner. Om koncerten skrev GAFFA blandt andet, at "den musikalske festmiddag (var) både velkrydret og varieret". Læs hele anmeldelsen her

Whitesnake har eksisteret siden 1978, hvor David Coverdale dannede gruppen, og de har med deres hardrocklyd tit været associeret med Deep Purple. Gennem bandets levetid har de haft hits som "Ain't No Love In The Heart of the City" og "Here I Go Again", og det er netop blandt andet disse velkendte sange, som man kan forvente at høre på deres "The Greatest Hits Tour".

Varm op til koncerten med hittet "Here I Go Again":

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA