Teenageidolet Austin Mahone gæster Danmark

Teenageidolet Austin Mahone gæster Danmark

Den 19-årige sanger Austin Mahone fra Texas har endnu ikke udsendt sit debutalbum, men han er allerede et teenage-fænomen – ikke mindst takket være  sin YouTube-kanal, der har over 1,5 millioner følgere. Nu kommer han til Danmark for at give sin første koncert i landet, i Falconer Salen i København 14. april.

Falconer Salen har plads til 3000 personer. Mahone lægger med andre ord hårdt ud i Danmark rent koncertmæssigt.

Det var på sin YouTube-kanal, at Mahone som 14-årig begyndte at offentliggøre sine fortolkninger af blandt andre Justin Bieber og Jason Mraz. I 2012 tegnede Mahone kontrakt med det multinationale pladeselskab Universal Music, og året efter begyndte det at gå stærkt. Han hittede i USA med "What About Love", han var med som "special guest" på Taylor Swifts "The Red Tour" i USA, og han tog selv på sin første amerikanske turné som hovednavn under banneret "MTV's Artist to Watch Tour".

Det internationale gennembrud fulgte i begyndelsen af 2014, hvor Mahone udsendte sit hidtil største hit, "Mmm Yeah" med rapperen Pitbull, som forløber for "The Secret"-ep'en. Ep'en solgte over 100.000 eksemplarer i hjemlandet og gik også top 20 på den danske hitliste.

Austin Mahone arbejder lige nu på at færdiggøre sit debutalbum, der udkommer senere på året. Gennem hele 2015 udsendte han en række singler, og en stor del af disse udgav han i december på sit mixtape, "This Is Not the Album".

Billetsalget til koncerten begynder fredag den 12. februar klokken 10. Find billetter via GAFFA Live.

Varm op med hittet "Mmm Yeah":



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA