Nekrolog: Lars Bjerre, Alive With Worms, er død, 61 år

Nekrolog: Lars Bjerre, Alive With Worms, er død, 61 år

Det er en ualmindeligt flink mand, der tjekkede ud fra en tilstand i koma på Måløv Hospice i nat. Og en kunstner og guitarist, der fra alle sider hyldes for sin anarkistiske tilgang til liv og karriere. Ligesom orkestret som var hans mere end nogen andres, Alive With Worms, nok er en saga blot.

Det var til sin stort anlagte 60-årsdag, at Lars Bjerre havde fået den foruroligende besked, at han nok havde kræft. Og det sidste år med operationer, kemo og stråler ville han nok have været foruden, selv om han gik til det, som han havde levet sit liv: optimistisk kæmpende, mens han fandt rummene til at passe jobbet i sit sidste band, Skifting, nogle brave drenge, der indtil det sidste ville afhente deres guitarist på hospicet og tage ham i øveren.

Ligesom Lars' mangeårige ven og bandpartner, Sort Sol-trommeslager Tomas Ortved, lige fik en anekdote med, da jeg fandt ham på telefonen tidligere i dag:

– Lars var meget tæt knyttet til lydmanden Ralph Rjeilly, som døde af kræft for nogle år siden. Så han fik for ti dage arrangeret det sådan, at Ralphs enke kom og hentede ham, så han kunne komme på kirkegården og sige et sidste farvel. Jeg synes, at det siger en hel masse om manden, husker Tomas Ortved.

Undertegnede kendte Lars en lille smule. Vi mødtes første gang i Peter Peter Schneidermanns daværende hjem i Odinsgade på Nørrebro i 1983 eller 1984. Der var stor gensidig respekt mellem de to guitarister, og jeg husker, hvordan jeg måske en kende starstruck ville sidde og fedte med min egen japanske Greco-guitar model Fender Stratocaster, som jeg havde købt i en musikbutik i Lyngby for 700 kroner i 1973. Lars flippede helt ud:

– Det er de fedeste guitarer. Jeg har flere. Den skal du være glad for.

Han var helt ekset. Og havde også ret, for Greco tilhørte de berømte Lawsuit-instrumenter, altså japanske kopier, der ofte var bedre end originalen. Amerikanerne overtog simpelthen produktionen, som jeg husker det.

Startede i punken

Lars Bjerre var startet ud i punkbandet NRG, men gjorde for alvor opmærksom på sig selv i det centrale post-punk-band, Cinema Noir. Det var et stærkt orkester med dramatiske personligheder, og Lars Bjerre søgte snart videre, så han for alvor kunne udleve sine egne ambitioner. Han var en spændende guitarist og komponist, som trak på inspirationer, der både strejfede psykedelisk, progrock og havde et punket avantgardistisk element, som gjorde hans lyd unik. Venner har påpeget betydelig inspiration fra Captain Beefheart, mens jeg hører også elementer af Robert Fripp og måske navnlig Television-guitaristen, Tom Verlaine, i hans rigt facetterede spil.

I december 1983 fandt Lars Bjerre sin musikalske partner i form af den dramatiske sangerinde, Janine Neble. Datter af den spændende autodidakte kunstner Per Neble (1937-2004) havde hun det bestemt ikke fra fremmede, og i Lars Bjerres nye orkester Alive With Worms, blev der forløst nogle spændende lydbilleder, som hverken er blevet set i Danmark både før og efter. Janine Neble har noget af den opkørte måde at lyde på som en operasanger, som eksempelvis en Nina Hagen, samt et attack i sin diktion, der leder tanken hen mod en Lydia Lunch, men slog altså Hagen med flere længder, hvad angik stemmemateriale. Og når de storladne sange så fulgtes op af en gennemkomponeret guitarsolo af Lars Bjerre, skabte man noget musik, der havde niveau til at gå langt ud hinsides landets grænser.

Det, der i den sidste ende satte en stopper for det store kommercielle gennembrud var måske netop, at Bjerre selv, sine store guitarudladninger til trods, var et selvudslettende menneske. Et sjældent fint og retlinet gemyt, som var kendt for at give masser af plads til musikerne omkring sig. Musikere, der i Alive With Worms talte respekterede musikere som føromtalte Tomas Ortved og guitaristen Henrik Liebgott.

Anti-digital anarkist

I sin storhedstid i midtfirserne havde orkestret spillet skelsættende koncerter, men nøjedes med at udgive tre kassettebånd, der i dag er samlerobjekter og simpelthen hedder Alive With Worms 1, 2 og 3. Men i 1994 blev de kontaktet af en entusiast, Lars Lundholm, som ville udgive en plade og på selskabet Freedom Records kom lp'en Alive With Worms, som over 12 skæringer fik vist bandets spændvidde, selv om kritikere kaldte den ellers fantastiske plade for lovlig tæmmet i forhold til den virkelighed, man ofte hørte ude på spillestederne. De ville i 1995 spille på Roskilde Festival.

Lars Bjerre var dog særdeles aktiv på en række fronter. Han berømmes fra mange sider for sin indsats omkring spillestedet Achtung Cowboy, som lå på Vesterbro, og hvor folk som Spids Nøgenhats Lorenzo Woodrose fik mulighed for at udvikle sine forskellige koncepter sammen med en masse andre af undergrundens musikere. Her har flere Facebook-hyldninger op ad dagen handlet om netop Lars Bjerres anarkistiske tilgang, som gav plads til alle.

Et sted, hvor han dog satte hårdt mod hårdt, var i forhold til den digitale verden, hvor en Tomas Ortved husker mange diskussioner med Bjerre, hvor temaet var alle de gudeoptagelser, der ligger og venter på at se dagens lys.

Og netop her er der måske lys for enden af tunnelen. Tomas Ortved er en af kuratorerne på den udgivelse, der kommer i marts, og han har også over for GAFFA lovet, at flere af de fede ting fra gemmerne kommer for en dag.

Så kan eftertiden måske lære at værdsætte, hvad kollegaerne vidste hele tiden: At vi i Lars Bjerre havde en helt ekstraordinær kunstner, som havde en vigtig plads som musiker, samt som rugekasse for et væld af talenter.

Hans sidste band var Skifting – tidligere kendt som Elektrisk Jernalder – som forrige år udsendte sit selvbetitlede album.

Se Alive With Worms' video til "Temple":

Alive With Worms - Temple from Ulrik Brask on Vimeo.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA