Lukas Graham er nummer 1 i England

Lukas Graham er nummer 1 i England

For første gang i 18 år topper et dansk navn den engelske singlehitliste. Det er netop blevet offentliggjort, at kvartetten Lukas Graham med Lukas Forchhammer i front i denne uge indtager 1. pladsen på den prestigefyldte Officlal Singles Chart med hittet "7 Years".

Official Singles Chart omfatter både streams og downloads på tværs af alle platforme og er dermed Englands officielle singlehitliste. I den forgangne uge er sangen blevet streamet 3,65 millioner gange.

For at finde den seneste danske 1. plads på hitlisten, skal man helt tilbage til 1998, hvor Aqua strøg til tops med sangen "Turn Back Time", og før det Aqua med "Doctor Jones" og "Barbie Girl" i 1997 og Whigfield med "Saturday Night", der var nummer 1 i 1994. Den seneste danske top 10-placering var Alphabeats hitsingle "Fascination", der gik ind som nummer 6 i 2007, og som i øvrigt udkom på samme pladeselskab, som udgiver Lukas Graham i Danmark, Copenhagen Records. Internationalt udgives Lukas Graham på Warner Music.

"7 Years" blev for nylig den første danske sang til at runde 100 millioner streams på musiktjenesten Spotify. Singlen ligger lige nu nummer 11 på Spotifys Global Single Chart med mere end 1,9 millioner daglige streams, har toppet hitlisterne som nummer 1 i hele seks lande, heriblandt Sverige, Holland, Østrig og Danmark og er ligeledes gået top 10 på officielle hitlister i 14 lande verden over.

I USA har Lukas Graham været på tv i bedste sendetid, med live-optrædener af "7 Years" hos talkshowværterne Seth Meyers og Conan O'Brien. På amerikansk iTunes er Lukas Graham lige nu at finde helt oppe på en sjetteplads, blandt navne som Adele, Coldplay og Justin Bieber. "7 Years" er i denne uge nummer 43 på den officielle amerikanske single hitliste, Billboard Hot 100.

Lukas Graham udsender den internationale version af deres andet og seneste album på verdensplan den 25. marts.

Se hele single-hitlisten her

Se musikvideoen til "7 Years":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA