Lyric video: Ida Corr er stærkt tilbage efter kunstpause

Lyric video: Ida Corr er stærkt tilbage efter kunstpause

Ida Corr er klar til at tage hul på 2016 med ny pladekontrakt med Warner og masser af nyt materiale i bagagen. Hendes første single, "Down", har fået en lyric video, som du kan se her forneden.

"Down" er en storladen pophymne, som sætter barren højt for Corrs releaseplan for i år. Hun fortæller om singlen: 

"Down" handler om forståelsen af og indsigten i, at alt der er noget værd, kræver at man kæmper for det. Vi har så travlt med hele tiden at kritisere og nedgøre de mennesker vi siger vi elsker. Efter min mening findes den perfekte relation ikke, kun mennesker, der prøver at få plads til at være dem vi er. Og kampen består i accept af og respekt for dette. Kort sagt, hvis vi brokkede os lidt mindre over hinandens forskelligheder, kunne det være, vi opdagede alt det smukke, vi kan lære af hinanden."

Ida Corr storhittede i 2007 med "Let Me Think About It", der gik ind på en andenplads på den engelske hitliste og ramte førstepladsen på den amerikanske dancechart. Herefter turnérede hun verden over i op mod 5 år. Hun startede også sit eget pladeselskab og indgik i andre samarbejder, før hun trak stikket ud og holdt en "kunstpause". Det gav hende dog roen og tiden til atter at finde lyset i musikken. "Jeg fik sendt kæreste og barn væk en weekend og gav mig ro til at komponere via Garageband på computeren. Uden grænser og begrænsninger åbnede sig nærmest en skjult kilde, hvor passionen til musikken og sangene kom væltende ud", fortæller Corr.

Hun var sidst albumaktuel i 2013 med "Corr Values". Det modtog fire stjerner af GAFFAs musikanmelder Sohail Hassan under overskriften: "Funky elektronisk stammedans." Du kan læse anmeldelsen her.

Se "Down" her: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA