Guide: Her er ugens bedste sange

Guide: Her er ugens bedste sange

Det er atter blevet tid til ugens bedste sange. Igen i denne uge har vi masser af sprøde toner fra danske kunstnere, der dog har forladt modersmålet til fordel for det engelske sprog. Medina (billedet) forsøger atter at forføre udlandet på "We Survive", Ida Corr er tilbage efter en mindre kunstpause, mens Pharfar holder fat i det danske på "Holder Mig Skarp". Du kan høre ugens bedste sange i Spotify her forneden.

Medina er på banen med sin engelsksprogede single "We Survive". Singlen blev lanceret med en musikvideo af en vindblæst Medina under sorte tordenskyer omringet af vilde heste. Den danske sangerinde forsøgte sig sidst på det engelske sprog på albummet "Forever" fra 2012, hvor det skulle efterprøves om den danske Medina-feber også kunne sprede sig til udlandet. GAFFAs musikanmelder Signe Bønsvig Wehding var dog langt fra imponeret. Hun kvitterede med én stjerne under overskriften: "Nedslidte ideer, bar hud og umchi-umchi. Medina-discount til tyskerne."

En rigtig frækkert. Den amerikanske popstjerne Jason Derulo, som blandt andet kunne høres på radiostationer verden over med klubfavoritterne "Talk Dirty" og "Wiggle" (2014), samt i 2015 med "Want to Want Me" fra "Everything Is 4", er ny ude med ny musikvideo til singlen "Naked". Det er hans debut som instruktør, og han holder sig ikke tilbage for også at lade klunset ryge i musikvideoen, som bestemt ikke er egnet til overspringshandling på arbejdspladsen. Jason Derulo kan opleves på årets Tinderbox Festival, der finder sted i Odense 23.-25. juni.

Ida Corr er efter en mindre kunstpause klar til at tage hul på 2016 med ny pladekontrakt med Warner og masser af nyt materiale i bagagen. Hun er aktuel med singlen "Down". Corr fortæller: "'Down' handler om forståelsen af og indsigten i, at alt der er noget værd, kræver at man kæmper for det. Vi har så travlt med hele tiden at kritisere og nedgøre de mennesker vi siger vi elsker. Efter min mening findes den perfekte relation ikke, kun mennesker der prøver at få plads til at være dem, vi er. Og kampen består i accept af og respekt for dette. Kort sagt, hvis vi brokkede os lidt mindre over hinandens forskelligheder, kunne det være, vi opdagede alt det smukke, vi kan lære af hinanden."

Brandon Beal er aktuel med singlen "Golden", hvorpå også succesrige Lukas Graham medvirker. I musikvideoen giver Beal indsigt i et trist kapitel af sit liv. Før musikken gjorde han sig nemlig med amerikansk fodbold, men det fik en brat afslutning, da han brækkede nakken på banen. Hvor fodbolddrømmene styrtede i grusset, kunne nye drømme om musikken tage deres plads. 

Hør de ovenstående og flere andre i GAFFAs spilleliste på Spotify her:



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA