Ikke en fucking døgnflue – på vejen med Velvet Volume

Ikke en fucking døgnflue – på vejen med Velvet Volume

I 2014 ryger g-strengen på guitaren under Velvet Volumes koncert på aarhusianske HeadQuarters. Den rådløse guitarist/sanger Noa Lachmi forsvinder hurtigt backstage, det er nemlig den eneste guitar, hun har med, mens hendes to søstre, Naomi på bas/sang og Nataja på trommer, spontant holder musikken kørende på scenen med en improviseret jam. Det uforudsigelige sker tit i rock'n'roll, og strengskifte er ikke unormalt. Det smågrinende publikum har ingen anelse om, hvad fremtiden bringer.

Den famøse hypemaskines termometer koger over i slutningen af 2015, hvor Velvet Volume pludselig er på alles læber. De tre teenage-søstre imponerer som opvarmning på turné med The Blue Van, de underholder kronprinseparret på nationalt tv, de vælter publikum til GAFFA-Prisen, og de får sågar som de eneste stående ovationer til P6 Beat Rocker Koncerthuset.

I begyndelsen af januar 2016 er GAFFA sat stævne på Aarhus Katedralskole en koldt blæsende torsdag. Efter sidste time skal Velvet Volume videre til Klejtrup Efterskole og spille den allerførste koncert på ROSAs eftertragtede efterskoleturné. For at blive klogere på baggrunden for successen tager vi med på vejen.

Fortæl mig om jeres opvækst. Hvornår begyndte I at spille?

Noa: – Vi begyndte i fem-seks års alderen, men det var overhovedet ikke rockmusik, vi spillede endnu. Vi lyttede til meget rockmusik, skal det siges. Til at begynde med spillede Naomi klassisk klaver og gik til kor, og jeg spillede spansk guitar. Og jeg gik også til spansk guitar nede på musikskolen, men det var kun et par måneder, for det var virkelig, virkelig ikke mig. Nataja gik til sådan fællesmusik, da hun var helt lille. Du ved, sådan noget med rasleæg … Nataja: – Og blokfløjte! Men så fik jeg mit første trommesæt – det var selvfølgelig godt nok et Fætter BR-trommesæt – da jeg var … Seks år?

Naomi: – Nej, jeg tror, at du var yngre. Fem år!

Nataja: – Og så var jeg sådan lidt: Jeg skal spille trommer, Noa skal spille guitar, og Naomi spillede stadig klaver. Noa: – Ja, og så spillede vi alt det mærkelige musik, vi kunne derhjemme på vores værelse. Det var meget akustisk. Mig på spansk guitar, Naomi spillede lidt keyboard, og Nataja slog på de to trommer, der egentlig var på det Fætter BR-trommesæt.

Så det var bare mere eller mindre givet, at I skulle spille sammen.

Noa: – Det var jo sådan lidt obvious

Naomi: – Vi havde jo alle tre forskellige instrumenter.

Noa: – Ja, og det var kun naturligt, at når Nataja spillede på sine trommer, spillede jeg guitar til. Det er sådan lidt sjovt, når folk spørger: Hvordan startede det så? Øh … Det startede bare.

Naomi: – Vi er en musikfamilie, og vi boede jo sammen …

Noa: – Og vi har instrumenterne. Så sker det bare.

Nataja: – Det hjalp også, at vi havde de samme interesser og de samme musikidoler.

Noa: – Mange af de venner og veninder, vi var omringet af på det tidspunkt, spillede sgu ikke lige så meget rockmusik eller lyttede til det, da de var syv år.

Jeg har læst, at særlig jeres far havde en indflydelse på jeres musikalske opdragelse. Kan I uddybe det?

Noa: – Vores far har et meget lidenskabeligt forhold til musik. Dengang StereoStudio stadig var the shit, tog vi derned hver lørdag, og så fandt vores far en cd, gik op og købte den, plasticpose, hjem. Og så satte han den på, og jeg kan huske, hvordan vi skulle samles, og han holdt et foredrag om cd'en. Jeg kan især huske, at han altid brugte sætningen: "Det er vigtigt at høre det her." Og så havde vi sådan nogle flips i perioder, hvor vi kun hørte den cd … Naomi: – Og så musikdokumentarer …

Hvilke album og kunstnere inspirerede jer mest?

Naomi: – Helt klart Lenny Kravitz' "Let Love Rule". Jimi Hendrix. The Rolling Stones. Vores far bestilte sådan en samling på seks cd'er. Noa blev virkelig forelsket i dem.

Noa: – Også sådan noget som George Michael. Og jeg ved godt, det er mere sådan en guilty pleasure.

Nataja: – Earth, Wind And Fire. Som også var den første koncert jeg var til, da jeg var 9-10 år.

Naomi: – Vi var også meget til John Mayer. Det var meget teknisk, det syntes vi var mega fascinerende. Noa: –

Det var selvfølgelig mest John Mayer Trio med Steve Jordan og Pino Palladino. Der nåede vi virkelig sådan en ny level, da vi begyndte at spille det som covers. De er jo tre helt fantastiske musikere. Naomi: – Det var en god måde at udvikle sig på rent teknisk, fordi vi havde lyttet meget til den der slags rock, der kun er tre akkorder. Vi er stadig i sådan en udviklingskurve.

Noa: – Min første milestone var "Blackbird" (The Beatles, red.) Så kom "Little Wing", og så kom John Mayers "Neon". Jeg kan huske, at når mine veninder var ude at lege med dukker, sad jeg derhjemme og prøvede at lære "Little Wing", og min far sagde: "Noa, når du kan spille den, er du en legende."

Nataja: Vi kunne godt mærke, at da Noa kunne "Neon", var vi trådt et skridt længere frem.

Noa: – Det er nogle ting, vi er vokset op med, og som vi ser op til. Når man sidder som ni-årig og ser Hendrix stikke ild til sin guitar, er det jo bare: "Wow! Det vil jeg også mega gerne." Og med Hendrix er det jo bare fantastisk sangskrivning, de mest velskrevne numre, jeg nogensinde har hørt i mit liv og tror, at jeg kommer til at høre.

En helvedes masse på hjerte

Lige netop Hendrix var også i centrum, da I spillede jeres første koncert. Det var endda på Train?

Noa: – Vi gik på Niels Koch-skolen. Den er meget kreativ, og der er mange musikglade typer, som virkelig støttede op omkring os. Hvert år lejer musikskolen på Niels Koch Train, hvor alle eleverne får lov at komme ned at spille for forældrene. Det var vores første officielle koncert, hvor vi ikke bare skulle spille vores egen familie hjemme i lejligheden.

Naomi: – Vi var 12 år på det tidspunkt, og vi spillede "Crosstown Traffic" og "Purple Haze". Det sjove var jo, at alle forældrene der var der, havde hørt deres børn spille Rihanna og whatever, og så kommer vi op, og så er det jo en hel anden verden for dem. Specielt de voksne fædre var bare: "WHAT?!" (griner).

Noa: – Jeg kan specielt huske al den opmærksomhed, vi fik bagefter fra lærere og forældre.

Naomi: – Vi var ret chokerede bagefter …

Noa: – … Og vi var jo bare sådan lidt, vi spillede det, fordi det var et godt nummer. Vi tænkte ikke over, at det var "gammel musik".

Nataja: – Det kan godt være, at det var anderledes, men det tænkte vi ikke over. Vi optrådte, fordi det var det, vi ville spille.

Noa: – Det var forældrene, der var optaget af det. Jeg kan tydeligt huske, at jeg flere gange så små børn stikke fingrene i ørerne.

Det må jo give et ordentligt boost i selvtillid. Hvordan tog I så skridtet til at prøve kræfter med jeres egne sange?

Noa: – Vi var ude at spille, og vi syntes, at det var fedt, ikke. Og folk kom hen og sagde, at det var fedt. Men jeg tror, at vi følte, at vi ikke rigtig kunne tage credit for det. Jeg følte ikke, at det var hundrede procent ægte. Jeg vil gerne roses for det, vi selv laver.

Naomi: – Vi ville gerne ud og spille og være et rigtigt band, og vi vidste godt, at så kunne vi ikke blive ved med at spille cover-numre.

Nataja: – Jeg tror specielt, at det var fordi, at vi ville være os selv. Og det er interessant i dag, for vi får tit at vide, at vores musikstil- og genre er meget os. Vi har plukket fra en lang vifte af inspirationskilder, fordi vi elsker det hele og prøver at samle det til vores eget.

Noa: – Ja, vi spiller sgu bare det, vi har lyst til.

"Jeg skal sgu ikke være folkeskolelærer"

"Hvad spiller I? Kopi eller noget I selv laver," spørger forstanderen af Klejtrup Efterskole, Finn Jægersdorf, da vi er fremme og er kommet ind i det møblerede rum bagved scenen. "Du griner? Jamen, det er da et relevant spørgsmål, " siger han, da Velvet Volumes manager Daniel Aude trækker på smilebåndet.

Vi er der i god tid, og før pigerne for alvor begynder at stille deres grej op, sætter Noa og Naomi sig ned for at arbejde på afleveringer. Det kan godt være, at pigerne er ude at spille, men skolen skal stadig passes.

Hvordan balancerer I jeres musikkarriere med skolen? Hvad siger jeres forældre til det?

Noa: – Vores fars drøm er, at vi får en god uddannelse og bliver pisse-store rockstjerner. Begge ting er meget, meget vigtige. Og begge ting skal prioriteres. Men for helvede. Det er fandeme svært.

Naomi: – De næste to uger har jeg skole 8 til 15. I den her uge alene har vi været i skole klokken 8 og er kommet hjem til midnat.

Nataja: – Det er musikken, vi gerne vil. Den er vores fremtid. Det er jo ikke som om, at vi vil være læger.

Noa: – Der har aldrig været nogen tvivl, siden vi var helt små. Jeg skal sgu ikke være folkeskolelærer. Jeg skal være rockstjerne. Mange lærere har grint lidt af mig, og jeg fik på et tidspunkt at vide: "Noa, du skal adskille realitet fra drømme."

Naomi: – Og nogle gange kan det jo også hjælpe som berettigelse, hvis man får en dårlig karakter: "Jeg skal alligevel være rockstjerne." Det betyder selvfølgelig også noget, at alle vores tætte venner går i gymnasiet, og de støtter os.

Det må også give lidt, at I nu oplever fremgang…

Noa: – Jeg vil med glæde stå op klokken 7 og gå i seng klokken 3, hvis vi kan få lov til at spille de her ting. Vi har heldigvis en masse støttende mennesker omkring os. Det siger selvfølgelig sig selv, at hvis det stod helt stille med musik-tingen, ville det være nederen. Men nu kan vi se, at det hårde arbejde betaler sig, at det giver mening.

Signet efter lorte-koncert

Før koncerten er vi inviteret til aftensmad i den store spisesal. En lærer slår i fællesklokken for at få elevernes opmærksomhed. De bliver helt stille og kigger op. Naomi har endnu ikke fået sat sig ved vores bord, og hun gemmer sig sky bag en væg for ikke at vække opmærksomhed. Det står i skarp kontrast til blot en time senere, hvor Velvet Volume selvsikkert indtager scenen og hurtigt får pisket en stemning op blandt de musikglade elever. Det er først bagefter, at den egentlige usikkerhed melder sig i pigerne, og de skal bekræftes i at have leveret varen. Selv føler de, at der nok var lidt for mange fejl. "Det er rock, og det skal spilles som rock," siger Daniel Aude.

I har spillet sammen altid, men for nyere fans er I jo nærmest bare poppet op. Hvornår begyndte det for alvor at tage fart?

Noa: – Vi havde ikke rigtig spillet nogle koncerter med originalmusik, og jeg vidste sgu ikke noget om, hvordan musikbranchen fungerer. Så jeg skrev bare rundt til festivalerne. Roskilde Festival ville nok syntes, vi var fede, så de fik den mest skod-demo. Men et halvt år senere skrev Grim Festival, at de gerne ville have, at vi kom og spillede. Det var i 2013. Vi ankom med vores grej i indkøbsposer og vores mor som manager. Nataja: – Jeg havde ikke engang et trommesæt endnu.

Noa: – Og det var Jannie (Overgaard Lauridsen, manager, red.), der skulle give os armbånd på. Hun var sådan lidt: "Okaaaaay, så I skal spille?"

Det var simpelthen der, at I mødte jeres manager? Hvordan blev I signet?

Naomi: – Jannie og Daniel havde lige startet deres partnership som Over & Aude. Jannie skrev til os efter koncerten på Grim, om vi ikke kunne sætte os ned over en kop kaffe og snakke om vores fremtidsplaner. Daniel så os først til vores næste koncert, som var på Escobar. Og det var en rigtig lorte-koncert.

Noa: – Vi var meget overraskede over, at de stadig var interesserede i os efter sådan en dårlig koncert. Det var faktisk rigtig fedt, fordi det var første gang, at vi oplevede, at folk virkelig regnede med os og kunne se potentialet.

Hvad gjorde dog den koncert så forfærdelig?

Nataja: – (griner) Det var bare det hele. Der var ikke styr på noget som helst. Det lød bare ikke godt. Og jeg var 14 år, og det er sådan en bar, hvor man skal være 18 år …

Noa: – Ja, jeg kan huske, at de spurgte om vi ikke godt nok var 18 år gamle. Og nej, det var vi ikke, så vi fik sodavand og pizza, og så skulle vi ellers optræde for en masse stive mennesker.

Nataja: – Det var fucking latterligt. (griner)

Naomi: – Men det var samtidig også kulminationen på det, vi gerne ville opnå, da vi spillede på Grim. Vi ville gerne opdages.

Noa: – Selv troede vi ikke helt på det. Og så skete det alligevel efter første koncert …

Naomi: – Det var helt vanvittigt. Vi troede, at det ville tage flere år. Noa: – Vi kender mange dygtige, dygtige bands, der er mere prof end os, der stadig leder efter management.

Hvordan tror I, at I har skilt jer ud? For I har jo siden fået god vind i sejlene.

Noa: – Vi spiller jo bare det, vi gør, det vi selv kan li', og så håber vi, at andre folk også kan li' det. Det er ikke sådan noget, hvor vi prøver på at være noget, som folk kan li'.

Her til sidst. Hvad glæder I jer mest til at spille i år?

Alle i munden på hinanden: – NORTHSIDE!!! Vi er hjemme i Aarhus ved 23-tiden. Pigerne bliver sat af. Fredag morgen venter forude, og byder på det typiske indhold i et dansk teenageliv: skole, fritidsjob, fest. Som Noa står ud fra bagsædet af bussen, vender hun sig om, den udviskede mascara lægger tungt under øjnene, men hun har noget sidste på hjerte. Hun siger: "Hey, det er ikke en fucking døgnflue, det her."

Det kommer fra en musiker, der har brugt hele sit unge liv på at spille og nu ufortrødent jager den tidløse rock uden fortrydelser. Det er det, der gør drømme til realitet.

Velvet Volume udgav to singler, "Honey" og "Here Comes The Man", den 1. februar.

Er det ikke en eyeliner fra Max Factor?

Kostmetikfirmaet Max Fator har lanceret en mascara med navnet Velvet Volume. De tre søstre fandt dog ikke inspirationen her, men var snarere før ude med navnet. – Der er desværre ikke en vild fortælling bag vores navn, fortæller Noa. – Vi havde brug for et navn til vores koncert på Grim Fest.

Naomi uddyber: – Jeg vil godt indrømme, at vi fik Velvet fra Velvet Underground. Og så skulle vi have et andet ord, der signalerede, at det var rock. Velvet Volume giver faktisk ikke så meget mening, men det lyder godt. Ligesom Rolling Stones.

Piger og rockmusik

Det er som om, at det er en sensation, når piger spiller rockmusik. Sådan ser Velvet Volume ikke på det. De er til gengæld trætte af, at folk tror, at de bliver hypede kun for at være piger og ikke for deres musik.

Noa fortæller: – Det var først, når vi er kom ud på de forskellige spillesteder, at vi blev gjort opmærksomme på, at vi er piger. Det er først der, at det gik op for os, at det måske var lidt anderledes. Men vi har aldrig nogensinde tænkt over, at det var underligt. Det var bare sådan tingene hang sammen. Det er jo ikke sådan, at jeg har seks fingre og en fyr har fem fingre. Man skal bare udviske den der grænse og fokusere på interesse i stedet for at tvinge nogen til at spille noget bestemt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA