Nyhed

Billedserie: Liima gav intimkoncert på Hotel Astoria

Den dansk-finske gruppe fremførte nye sange i hotelkøkkenet

I aftes gav Liima den tredje og sidste koncert på Hotel Astoria lige ved Københavns Hovedbanegård. Her boede Liima fra den 16.-18. februar for at lave ny musik, når øvelokalet blev rykket ind i hotellets nedlagte industrikøkken.

Hver dag havde en lille gruppe Frost Festival-gæster mulighed for at høre de friske sange blive spillet live til koncert i hotelkøkkenet. GAFFAs fotograf Peter Troest var forbi i aftes – se de flotte billeder i GAFFAs gallerisektion.

Liima er den finske percussionist Tatu Rönkkö og Efterklang-medlemmerne Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolbergs projekt, der for nylig har annonceret udgivelsen af debutalbummet "ii" på det engelske pladeselskab 4AD (Grimes, Efterklang, The National med flere) den 18. marts. Kvartetten skriver al sin musik under ophold i forskellige byer med en klar deadline i form af koncerter, hvor den nye musik bliver præsenteret for publikum. Frost Festival havde inviteret Liima til et residency på Hotel Astoria lige ved Københavns Hovedbanegård.


ANNONCE