Nikolaj Nørlund: Derfor har jeg indspillet et album med symfoniorkester

Nikolaj Nørlund: Derfor har jeg indspillet et album med symfoniorkester

Sanger, sangskriver, musiker og producer Nikolaj Nørlund udgiver sit ottende dansksprogede soloalbum "ViLLA" – sådan staver han det – i dag, den 20. februar.

Der er tale om et særligt album, idet det er blevet til i tæt samarbejde med symfoniorkestret Copenhagen Phil og er indspillet i samarbejde med det 25 mand store orkester og dirigent Hans Ek i det gamle Radiohus på Rosenørns Allé i København.

Nørlunds faste rytmegruppe bestående af bassisten Anders Christensen, trommeslager Rasmus Valldorf og pianist Adi Zukanovic var også med i processen. Dog har Nørlund fravalgt guitar på udspillet.

Albummets stemning og klang skifter undervejs på albummet, der både kommer som stream, download, cd og vinyl. Side A på vinyludgaven er dedikeret til balladerne og de store, episke numre, mens side B er præget af højere tempo og voldsommere volumen. Side C er indspillet med blot en kvartet og har derfor en mere intim klang, mens side D afrunder og opsamler albummet ved at smelte alle stemninger sammen.

Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil uropfører det nye album på udgivelsesdagen, altså i aften i Konservatoriets Koncertsal i København som afslutningen på Copenhagen Phils "60 Minutes of..."-festival. En festival, der har kørt i denne uge, hvor Copenhagen Phil har spillet sammen med Den Sorte Skole, Broken Twin, Love Shop og nu Nikolaj Nørlund. Køb billetter her – der er kun få billetter tilbage.

Læs GAFFAs anmeldelse af albummet

Vi har talt med Nørlund om det nye album.

At have 25-30 musikere til rådighed er en fest

Hvorfor har du valgt at indspille et helt studiealbum med et symfoniorkester som de bærende instrumenter?

– Da jeg fik muligheden for at lave 60 Minutes-koncerten med Copenhagen Phil, var min allerførste indskydelse: "Det skal være nye sange!". Så der har aldrig rigtig været tale om andre veje. Det havde da selvfølgelig været dejligt – og væsentligt nemmere – at tage mit eksisterende bagkatalog og arrangere det for orkester, men for mig var udfordringen i at lave nyt materiale til det her projekt ikke til at stå for.

Hvad er det, Copenhagen Phil kan tilføre dine sange?

– Der er en lyd i sådan et orkester, som man ikke kan lave på andre måder. Det er ikke noget, man kan forklare eller beskrive med et par sætninger, det skal opleves. Jeg ELSKER musikere, og at have 25-30 stykker til sin rådighed er en fest. Jeg synes faktisk, både Copenhagen Phil og jeg giver hinanden meget. Jeg synes, de leverer en utrolig smuk og intens iscenesættelse af mine sange. Til gengæld kommer jeg med historier og drama i tekst og musik, som igen får dem til at fremstå anderledes, når det hele spiller.

Er alle sangene skrevet med et symfoniorkester i tankerne?

– Ja, alt er skrevet med det her projekt for øje. Det håber jeg man kan høre. Temaer, strukturer, klange og så videre er helt klart præget af det endelige mål. Sangene er også længere, der er mere tid til instrumentale passager, det føltes naturligt i denne sammenhæng. Musik er en mærkelig størrelse. For et givent projekt kan der opstå nogle regler eller rammer og for et andet de modsatte. For det her gjaldt det blandt andet, at der er god tid.

Du har din faste rytmegruppe med dig samt Adi Zukanovic på piano og keyboards, men ingen guitar. Hvorfor er der slet ingen guitar på albummet, når dine andre faste musikere er med?

– Det var en beslutning – en hård beslutning – jeg tog fra starten at udelade guitaren. Jeg syntes ikke, det gav mening at komme med et komplet lydbillede for så at skulle lægge et orkester ind over. Derfor blev guitaren ofret. Pianoet blev så det centrale instrument, og jeg har arbejdet meget tæt med Adi Zukanovic, som også har skrevet flere af arrangementerne. Jeg beholdt min rytmegruppe, da jeg gerne ville have et swing kørende under det hele.

Synger anderledes uden guitar

Jeg synes, du crooner lidt mere, end du plejer på dine album på visse sange, for eksempel på "Bagenkop".  Er det det store orkester, der har fået dig til at synge mere igennem?

– Det er muligt. Et eller andet skal man jo lave, når man ikke har en guitar at fedte med. Jeg har ret bevidst arbejdet med min klang, da der var dele af den jeg gerne ville udvikle på. Jeg er glad for, hvis man kan høre det. Men grundlæggende set synger jeg bare anderledes, når jeg ikke spiller guitar samtidigt. Det er banalt, men det er ret vildt for mig at opleve.

Kan du nævne nogle rock/singer-songwriter-plader med symfoniorkester, som har inspireret dette album?

– Jeg har altid holdt meget af både Serge Gainsbourg og Scott Walker, og så er der Sinatras albums, for eksempel "Cycles" produceret af Don Costas. Beck har lavet gode ting, Echo and the Bunnymen, The Last Shadow Puppets. Og så har Adi og jeg trippet på Philip Glass. Men alligevel synes jeg, vi er end et andet sted, og det har også at gøre med arrangørerne, der ud over Adi Zukanovic tæller Nick Martin, Trondur Bogason, Finnur Carlsson og Jørgen Lauritsen.

Kan du afsløre lidt om den tekstmæssige inspiration til førstesinglen "Inden Muren"? Jeg tolker den som en kritik af den aktuelle danske flygtningepolitik – er jeg på rette vej, eller?

– Jo, det er da ikke helt ved siden af. Hvad var det, Ingolf Gabold (tidligere dramachef på DR, red.) sagde forleden, at al kunst bygger på en politisk præmis, eller noget i den stil. "Inden Muren" er science fiction, det vil sige, den er fortalt fra et sted i fremtiden. Den kan selvfølgelig godt høres som en kommentar til den aktuelle situation i Danmark, som i sandhed er meget trist, men jeg opfatter det egentlig bredere. Forstået på den meget måde, at al udvikling går død, hvis man lukker sig inde. Og det kan lige så godt være religiøst, kunstnerisk, personligt, eller hvad man har lyst til. Åbenhed er et eksistensvilkår.

Hvad skal man lægge i albumtitlen "ViLLA"?

– For det første er det et dejligt ord at sige. Dernæst synes jeg, det er meget beskrivende for den konstruktion, albummet er med sine mange forskellige rum og stemninger.

Du uropfører albummet i Konservatoriets Koncertsal på udgivelsesdagen, men tager du også sangene på turné? Og i givet fald med hvilken besætning?

– I skrivende stund er koncerten 20. februar den eneste, som er planlagt med fuld besætning. Men vi arbejder på nogle andre versioneringer.

Læs GAFFAs anmeldelse af albummet

Se musikvideoen til "Engel" og hør albummet nedenfor. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA