Medvirker afdød Beatle på Claptons kommende album?

Medvirker afdød Beatle på Claptons kommende album?

Eric Clapton har annonceret, at han udgiver sit 23. album "I Still Do" den 20. maj i år på selskabet Surfdog Records. På guitarlegendens hjemmeside er det kommet frem, at "Angelo Mysterioso" spiller akustisk guitar og synger på nummeret "I Will Be There", og det har sat spekulationer i gang blandt fans om, hvorvidt den afdøde Beatle, George Harrison, medvirker på albummet.

Harrison fik i 1968 Clapton til at spille den medrivende guitarsolo på sin klassiker "While My Guitar Gently Weeps", som var et af hans bidrag til The Beatles' "The White Album". Året efter gengældte Harrison tjenesten ved at hjælpe Clapton med at skrive og spille rytmeguitar på sangen "Badge" til Creams svanesang "Goodbye". Af kontraktmæssige årsager blev Harrison krediteret som "L'Angelo Misterioso".

Og det er denne forbindelse, der nu vækker opsigt. For kan det tænkes, at vi ikke har hørt det sidste til George Harrison, der tragisk døde af kræft i 2001.

Clapton fejrede sidste år sin 70-års fødselsdag med to store koncerter i The Royal Albert Hall. Det kom der en koncert-dvd ud af, "Slowhand at 70 - Live at The Royal Albert Hall", og den modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Henrik Friis, som konkluderede: "Gennemført og med fødselaren i fin form. Om det så sveder nok er en smagssag."



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA