Nyhed

Ny Rihanna-video: Fra rystende numser til øm kærlighedsballade

Se ny forførende musikvideo fra stjernen

I Rihannas nye musikvideo til sangen "Work" er der skruet op for en ordentlig omgang dirty dancing, når Barbados-sangerinden slår sig løs letpåklædt i en hullet netkjole. Sammen med en stak kvinder i lårkort er der dømt bølgegang i barmene, svingende hofter og twerkbattle, når de vilde kvinder giver den gas på dansegulvet.

Det kan godt være, at Miley Cyrus er er blevet karakteriseret som twerkdronning, men i musikvideoen "Work" sætter r&b- tonerne gang i vibrationerne i Rihannas bagparti. Selv Drake kommer tæt på sangerindens rystende baller.

Musikvideoen består af to separate dele. Bedst som temperaturen stiger i clubben, som oven i købet er navngivet "The Real Jerk", skifter billedsiden til et værelse. Her står r&b-dronningen alene med den canadiske sanger og rapper Drake. Med et knips og en billedside af en loadende skærm skifter videoens stemning fra en beskidt clubstemning til en sensuel scene af følsom balladekarakter, hvor de to sangfugle står badet i pink lys.  


Smukfest-aktuelle Rihanna har tidligere sunget duet med rapperen og sangeren Drake. I 2010 medvirkede Drake på Rihannas "What's My Name" på Rihannas album "Loud". I 2011 var Rihanna gæstesanger på Drake-nummeret "Take Care", som peakede på den amerikanske hitliste Billboard Hot 100 med en fjerdeplads.

Til sommer er Danmark så heldig at få besøg af den twerkende Barbados-sangerinde, da Rihanna gæster Refshaleøen i København 7. juli og Smukfest i Skanderborg onsdag den 3. august. Mens vi venter på, at sommersolen indtager Danmark, kan vi varme hofterne op med denne frække sag af en musikvideo fra den smukke sangerinde.


ANNONCE