Video: Jeppe Loftager rapper om at gå fra dreng til mand

Video: Jeppe Loftager rapper om at gå fra dreng til mand

Den vestjyske rapper og sanger Jeppe Loftager har i dag premiere på sin splinternye – og tredje – single "Alting".

Loftager er et velkendt navn i hjembyen Holstebro og har på landsplan været synlig med de to forrige singler "Oceaner" – som udkom tilbage i juni, 2015 – og "I morgen".

"Alting" er resultatet af en lang helingsproces efter Loftagers brud med sin første og store kærlighed.

Loftager forklarer selv sangens stemning som: – "Alting" handler om, at livet kører i ring, og hvordan de samme situationer, med de samme mennesker, de samme steder, på samme tidspunkter bliver ved med at opstå. Det foregår i kølvandet på et brud og beskriver eftervirkningerne for en ung dreng på vej til at blive en voksen mand – med alt, hvad det indebærer".

I marts 2015 landede Jeppe Loftager sin første pladekontrakt hos disco:wax (Nabiha, Kato, Morten med flere), hvilket var startskuddet til "Igen"-trilogien.

Den første single i "Igen"-trilogien "Oceaner" gik nummer 1 på Spotifys Viral Chart efter udgivelsen. Det andet kapitel "I morgen" er ude nu, og nu kommer det tredje kapitel, "Alting".

Loftager er med "Alting" klar til at indtage Danmark med sin medrivende rap og iørefaldende omkvæd.

Hør den energifyldte club-single, som også har Loftagers lag af melankoli og eftertænksomhed:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA