Mads Langer bliver dybt personlig på kommende plade

Mads Langer bliver dybt personlig på kommende plade

Den danske musiker Mads Langer har nu afsløret nye spændende detaljer omkring sit kommende femte album, som bliver opfølgeren på 2013-hittet "In These Waters".

Det er nu offentliggjort, at Langers femte plade rammer butikshylderne den 18. marts og kommer til at hedde "Reckless Twin".

Sanger og sangskriveren fortæller i en pressemeddelelse, at den kommende plade vil fremstille ham som et mere helt menneske og musiker og forklarer, at nøglen ligger i titlen:

"For mig betyder "Reckless Twin", at der findes en del af dig selv, du ikke kan styre med din fornuft. Det er drifter, kærlighed, reflekser, intuition og så videre. I de aspekter af livet er det din Reckless Twin, der har styringen".

På det kommende album har Langer tilføjet en skarpere og personligere kant til musikken, som han i øvrigt stort set ene mand har kreeret, da Langer både har styret arbejdsprocessen, valgt samarbejdspartnerne, produceret og indspillet meget af det instrumentale.

Mads Langer forklarer i den forbindelse, at Raveonettes' Sune Wagner var en stor årsag til de mere personlige tekster, og Langers nye samarbejdspartner hjalp ham til at "finde vej indtil, hvorfor jeg overhovedet var begyndt at skrive musik".

Førstesinglen "3AM" fra albummet udkom tilbage i december 2015 og ligger på 7. uge på førstepladsen på den danske airplaychart, og har desuden hevet en guldplade hjem i salg.

Se her den tragi-romantiske video til "3AM":

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA