Eagles of Death Metal aflyser resten af Europaturné

Eagles of Death Metal aflyser resten af Europaturné

Eagles of Death Metal har aflyst resten af deres genoptagede Europa-turné, da forsanger Jesse Hughes har skadet en finger.

Tidligere i denne måned genoptog Eagles of Death Metal deres Europaturné efter præcis tre måneders pause som følge af terroristangrebene på Bataclan i Paris den 13. november 2015, hvor bandet optrådte netop denne aften.

Tre dage efter starten på den genoptagede Europa-turné optrådte Eagles of Death Metal på spillestedet L'Olympia i Paris – deres første officielle koncert i Paris efter terrorangrebene den 13. november.

En udtalelse på bandets Facebook-side slår fast, at "Eagles of Death Metal på beklagelig vis har været tvunget til at aflyse den resterende del af deres Europaturné som følge af, at grundlæggeren Jesse Hughes har ødelagt en sene i sin finger."

Senere udtalte Jesse Hughes følgende: "Jeg er sønderknust, at vi ikke kan fortsætte, hvad der har været en livsændrende tilbagekomst til Europa. Men jeg bliver nød til at blive lappet, så vi kan fortsætte med at spille rockmusik rundt i denne smukke verden, inklusive at komme tilbage til Europa endnu stærkere til sommer."

Eagles of Death Metal havde i alt otte koncerter tilbage på den genoptagede Europa-turné. De otte koncerter skulle have fundet sted i henholdsvis Italien, Frankrig, Spanien og Portugal.

Opdatering den 26. februar 2016, klokken 16.17: Efter den sidste annoncerede koncert i Europa den 7. marts vil resten af verdensturneen fortsætte som forventet – herunder til den udsolgte koncert i Amager Bio 11. august.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA