Se NorthSide-aktuelle Iggy Pop agere nøgenmodel

Se NorthSide-aktuelle Iggy Pop agere nøgenmodel

Rockidolet Iggy Pop – som gæster både København og Aarhus på Northside i maj og juni – smed tøjet til en såkaldt croquis-tegneklasse sidste måned, den 21. februar, foran et hold studerende på New York Academy of Art.

Afklædningen var helt aftalt, da stjernen skulle agere nøgenmodel til nogle selvportrætter, som vil være del af udstillingen "Iggy Pop Life Class" på Brooklyn Museum, som åbner senere på året.

Eventet var arrangeret af museet selv i samarbejde med den britiske kunstner og Turner Prize-vinder Jeremy Deller, og de færdige tegninger vil, foruden Brooklyn Museum, kunne ses på diverse gallerier og museer.

Ifølge Pitchfork udtaler kunstneren Deller, at denne type af tegning (af menneskekroppen) er en måde at "undersøge den menneskelige form. Som fundament for kunstuddannelse og kunsthistorie er det stadig den bedste måde at forstå kroppen. For mig giver det fuldstændig mening, at Iggy Pop er subjektet for en 'life class'; hans krop er central for forståelsen for rockmusik og dens plads i amerikansk kultur. Hans krop har set så meget og skal derfor dokumenteres."

Iggy Pop er i øvrigt kendt for altid at optræde i bar overkrop.

Se her et billede fra klassen:

 

Iggy Pop udgiver desuden nyt soloalbum, "Post-Pop Depression" senere på måneden, den 18. marts.

Lyt her til tredjesinglen "Sunday" fra Pops kommende album:

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA