Saybia-forsanger fortolker Bertolt Brecht

Saybia-forsanger fortolker Bertolt Brecht

Den 17. november 2016 kommer den fynske by Svendborg til at glinse på Danmarkskortet. Forsangeren i rockgruppen Saybia skifter rockscenen ud med teaterets bonede gulve. I en ny teaterforestilling, "Bertolt Brechts Svendborgdigte" sætter Saybia-forsanger Søren Huss den tyske digter, dramatiker og systemkritiker Bertolt Brecht i fokus. Teaterstykket bliver første gang fremført i Bertolt Brechts gamle eksilby Svendborg.

Sammen med den danske skuespiller Jens Gotthelf og den tysk-amerikanske skuespiller Leif Eric Young er den fynske sanger Søren Huss med til at fremføre teaterstykket, der også bliver vist den 5. december på Teater Grob i København.

Udover at medvirke i teaterstykket har Søren Huss skrevet musikken til forestillingen. Teaterstykket tager udgangspunkt i en digtsamling fra 1939 skrevet af Bertolt Brecht i den tid, hvor digteren boede i eksil i Danmark. Digtene handler om at være flygtning og beskue sit krigsramte hjemland på afstand. Ifølge Saybia-forsangeren var det en rørende oplevelse at læse Brechts digte for første gang:

"Da jeg læste digtene første gang, blev jeg bjergtaget over deres relevans og blev rørt over at tænke på, hvordan Brecht har siddet i sit eksil i Svendborg og reflekteret over verden. Det bliver en ur-rejse at begive sig ud på, men jeg har tidligere arbejdet med teater og har erfaret, at det giver energi og perspektiv til mit hovedmedie som sangskriver. Jeg er Brecht-novice, men ser frem til en proces, hvor jeg lader selveste Brecht være min læremester," siger Søren Huss.

I år 1933 flygtede Bertolt Brecht til Danmark, hvor han boede i seks år. I Danmark er digteren mest kendt for forestillingerne "Mutter Courage" og "Laser og Pjalter" foruden at inspirere til den fiktive Matadorfigur Herbert Schmidt.

I forbindelse med forestillingen er mange af de såkaldte "Svendborgdigte" blevet nyoversat af Ulla Gjedde og dermed for første gang blevet udgivet på dansk. Teaterdirektøren på BaggårdTeatret i Svendborg, Jakob Bjerregaard Engmann ser frem til at arbejde med teaterstykket:

"Det er en voldsom aktuel problemstilling, der gemmer sig i Brechts 77 år gamle digte. Vi støver dem af og sætter dem på scenen med et stærkt internationalt hold få meter fra det sted, hvor de i sin tid blev skrevet. Musik er en drivkraft i Brechts teatersprog, og jeg ser frem til at arbejde med Søren Huss, der med inderlighed, integritet, fynsk ophav og international gennemslagskraft er det oplagte bud på en moderne fortolker af Brechts digte. Det er både med ære og en lille smule frygt, at vi kaster os ud i projektet, men der er behov for, at teatret byder ind og kommenterer på samfundet. Helt i Brechts ånd," lyder det fra teaterchefen Jakob Bjerregaard Engmann om forestillingen.

Billetinformationer:

17. november 2016, BaggårdTeatret (Svendborg): Forsalget starter den 26. februar 2016. Billetter kan købes på www.baggaardteatret.dk

5. december 2016, Teater Grob (København) Billetter kan købes på www.grob.dk

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA