Scarlet Pleasure byder foråret velkommen med ny single

Scarlet Pleasure byder foråret velkommen med ny single

Som et lyn fra en klar himmel har de tre popdrenge fra Scarlet Pleasure skudt en ny single på gaden. Ud over at det nye musikalske udspil "Casual" blev luftet på P3 her til middag, er singlen i dag blevet tilgængelig. Du kan høre sangen, hvis du sender bandet en sms på 61719361.

"Please understand it, I don't wanna talk about it," siger en mandestemme, der lyder som en skrattende lydfil fra en gammelt sort- og hvid-film. Langsomt overdøves de skrattende lyde af sensuelle toner a la gruppens såkaldte flødemusikstil. Intimiteten munder ud i et r&b-brag med vilde rytmer, som kan få enhver kvindehofte til at vrikke i takt.   

Trods singlens "casual" indpakning i en støvet pastelgrøn farve er støvet for længst blæst væk, når de tre Scarlet Pleassure-drenge sætter forårets amoriner i gang med deres nye kærlighedssang, "Casual".

Scarlet Pleasure har været stille omkring singleudgivelsen. Dog lavede de unge r&b-fyre en lille online happening i går på de sociale medier.

Gruppens ellers farvestrålende profil- og coverbilleder på Instagram og Facebook var blevet erstattet med sorte baggrundsbilleder. Dette skabte undren hos bandets følgere. En reaktion på bandets Facebookprofil var kommentaren "Det er ikke særlig Tenerife". Men drengene fra Scarlet Pleasure har hverken savet palmerne ned eller har skruet ned for sydens sol.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA