Under tilblivelsen af sit tredje album er Annika Aakjær på én og samme gang gået i barndom og blevet markant mere voksen
Se en stor ny fotoserie med Annika Akjær
Under tilblivelsen af sit tredje album er Annika Aakjær på én og samme gang gået i barndom og blevet markant mere voksen. Som sangskriver lod hun sig inspirere af den popmusik, hun instinktivt godt kunne lide som barn. Popmusikken, som hun med årene lærte ikke var den allersejeste at lytte til. Men da de nye sange skulle indspilles – med en stor pladekontrakt og drømmeproduceren Johan Eckeborn i ryggen – fik hun en afgørende erkendelse: At ting ikke bare sker af sig selv. Og at det derfor var tid til at gøre sig endnu mere umage end før. Her fortæller Annika Aakjær med sine egne ord om tilblivelsen af albummet, som har fået titlen Lykkens Gang.
– Jeg havde en periode for nogle år siden, hvor jeg lukkede mig lidt inde. Hvor jeg ikke fandt det så naturligt at være sammen med mange mennesker på én gang. Så jeg undgik store grupper, og ud over de folk, jeg arbejdede sammen med, sås jeg højst med en håndfuld forskellige mennesker.
Det var en periode, hvor jeg vendte tilbage til at være den person, jeg var som barn. Til den umiddelbarhed, jeg havde som barn, hvor jeg ikke var så påvirket af andres holdninger til mig og min smag.
Da jeg var lille, var jeg tit alene. Jeg gik rundt for mig selv i min egen verden. Det gjorde jeg også i den periode. Så ud fra et socialt perspektiv var det ikke den bedste periode for mig. Men den forandrede min sangskrivning.
Jeg vendte tilbage til den musik, jeg godt kunne lide som barn. Det var de store sangere og sangerinder. Elton, Whitney og Mariah. Anne, Sanne og Lis. Det var popmusikken, som jeg godt kunne lide, inden jeg kom i skole og fandt ud af, hvad der var god og dårlig smag. Ikke at nogen fortalte mig det direkte. Men i de formative år bruger man jo musikken som en markør for hvem, man er. Og hvem, man i hvert fald ikke er. Så det virker naturligt, at man i gymnasiet tager afstand fra det brede og i stedet samler sig om det smalle. Så man kan føle sig speciel og føle, at man hører til et sted.
Man fortsætter jo med at gå igennem alle mulige faser, hvor man er påvirket af musikmoden. Men den form for påvirkning kom jeg helt ud af i den her periode for et par år siden. Og det er i den periode, at sangene på den nye plade er skrevet.De er skrevet ud fra de idealer, jeg havde som barn. Og uden det sortsyn, jeg ellers havde fået af at bevæge mig rundt i verden.
I stedet kunne vende jeg tilbage til min enspænderpuppe og være enormt positiv og glad og håbefuld. Det har jeg forsøgt at holde fast i siden.
Rædselsvækkende at spille de nye sange live
– Det var dejligt at være lidt usynlig. At kunne forsvinde fuldstændigt for en stund. Og det gjorde jeg. Men så ind i mellem, så planlagde jeg en koncert. Det lykkedes mig som regel at samle nogle folk. Og her spillede jeg så nogle af de nye sange.
Jeg plejer altid at glæde mig til at spille en koncert, hvis jeg har skrevet en ny sang. Men nu var jeg pludselig rædselsslagen. Jeg troede, at publikum ville tænke, at jeg var blevet sindssyg. Og at de aldrig ville komme til en koncert med mig igen. Det var virkelig grænseoverskridende for mig at skulle synge de her sange, for de var så personlige for mig.
Men så besluttede jeg mig for at prøve at se, hvor meget jeg kunne være mig selv, når jeg var på scenen. Så kunne jeg for eksempel fortælle publikum, hvis jeg havde ondt i hovedet, eller hvis jeg havde tømmermænd.
Jeg oplevede, at hvis bare, man er ærlig, så gider folk godt gå med på præmissen. Og når jeg så spillede de nye sange for dem, oplevede jeg en helt anden respons, end jeg nogensinde har prøvet før. Det var en form for medmenneskelig omsorg. Og en følelse af at blive genkendt.
At skrive en på én gang universel og personlig sang
– Skulder ved skulder har især givet mig en følelse af at blive genkendt. Og særligt, når jeg har spillet den for nogen, der ikke har hørt den før. De reagerer meget stærkt på den.
Jeg skrev sangen tilbage i 2011, og den har fået lov til at leve lidt sit eget liv siden da. Den ligger på YouTube og er blevet afspillet nogle gange (mere 250.000 gange – i en liveversion fra Danmarks Radios koncert Når lyset bryder frem, red.). Jeg har fået rigtig mange henvendelser omkring den, og det har været vildt for mig at opleve, hvad den sang kunne. Det er uden tvivl første gang, jeg har oplevet så stor respons på en enkelt sang.
Der er mange, der har kunnet se deres eget venskab i den. Eller deres parforhold. Og der er rigtig mange, der har spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at spille den til deres bryllup. Det har jeg næsten altid takket nej til. Jeg er egentlig ret genert, og tanken om at bevæge mig ind i andres privatsfære, som man jo virkelig gør ved et bryllup, er for mig ret grænseoverskridende. Så er der i stedet nogle, der har sendt mig videoer, hvor deres ven har sunget den til deres bryllup. Der ligger også adskillige coverversioner af den på YouTube. Og der er endda én, der har sunget den i X Factor. Det er ret sjovt.
Alt i alt har det dog været ret rystende og overvældende for mig, at jeg har skrevet en sang, som folk kan bruge til at udtrykke følelser overfor hinanden. Det var sådan set bare en sang, jeg havde skrevet for at udtrykke mine egne følelser. Og da jeg havde skrevet den, syntes jeg egentlig, at den var relativt personlig.
Da folk så begyndte at reagere på den, som de gjorde, var det en stor aha-oplevelse for mig.Men man kan ikke planlægge at skrive sådan en sang, der er så personlig og samtidig universel. Det er der ikke nogen formel på. Det kommer ligesom bare til en. Så jeg er sådan set meget glad for, at jeg har skrevet sådan en sang.
Da Skulder ved skulder så skulle indspilles, var jeg bevidst om, at mange folk allerede havde et forhold til den. Og der er mange, der mener, at versionen på YouTube allerede er den færdige version. Men jeg var blevet træt af tanken om, at sangen skulle blive i sit klaverbur.
Så den blev indspillet flere gange, og jeg lavede blandt andet en udgave med et kæmpebeat, som jeg faktisk enormt godt kan lide. Men så kom man til at glemme at lytte til teksten og melodien. Og der var sådan set også brug for et nedbarberet nummer på albummet, så derfor endte det med at være klaverudgaven, der blev den endelige.
Ting sker ikke bare af sig selv
– Arbejdet med det nye album har fået mig til at indse, at selvdisciplin og selvkontrol ikke kommer af sig selv. Det gør det i hvert fald ikke i mit tilfælde. Så de sidste par år har jeg fået tillært mig en større grad af tålmodighed. En større velvilje til at arbejde hårdere med tingene. Og en større ydmyghed omkring, at ting ikke bare sker af sig selv. Det troede jeg nok, at en masse ting gjorde, da jeg var yngre. Men nu skal jeg arbejde lidt for dem. Og det er kommet lidt som en overraskelse for mig.
Tidligere var jeg på et mindre pladeselskab. Nu er jeg på et stort pladeselskab. Og på det her album fik jeg lov til at arbejde med den producer, jeg allerhelst ville arbejde med. Det øgede mine forventninger til mig selv, og derfor stillede jeg nogle større krav i forhold til min egen indsats.
Der gik faktisk noget tid, før jeg for alvor blev klar over, hvad det egentlig var for nogle krav, jeg havde stillet mig selv. Men lige pludselig kunne jeg se, at jeg havde fået en chance for virkelig at gøre mig umage, som jeg burde tage. Og det var en rigtig god erkendelse for mig at få.
Jeg er helt sikker på, at det er en erkendelse, som mange mennesker får tidligere i livet. Og nogen får den sikkert først senere. Men for mig er den kommet i løbet af de sidste to år.
Det frygtelige er jo, at det er en erkendelse, der spreder sig til alle de ting, man gør, og alle de relationer, man har. Så indser man pludselig, at man kan gøre sig meget mere umage i alle mulige sammenhænge. Og så skal man pludselig også til at vælge, fordi man ikke kan gøre sig umage inden for alle områder. Jeg har valgt musikken.
Jeg tror, det er godt, at erkendelsen først er kommet til mig nu. For jeg tror ikke, at jeg ville have kunnet forløse den tidligere. Men det er et virkelig dejligt sted at være.
Helmigs inspirerende greb
– Jeg gad godt at være lidt mere ligesom Thomas Helmig. Han synger om de svære tider, men altid på en måde, hvor det alligevel går. De sidste par år har jeg lyttet meget til Vejen væk (album fra 1988, red.), og jeg er virkelig blevet ramt af den. Især Sådan var det for lang tid siden (Sådan er det ikke mere). Det nummer tonsede bare lige ind i mig. Det gjorde Kærlighed gør ondt også.
Det, der rammer mig ved Thomas Helmig som sangskriver, er, at mørket eksisterer i alle hans sange, men han går aldrig selv ind i det. Han stiller sig altid uden for det. Og det er jo ikke et greb, han tager som sangskriver, hvor han siger til sig selv, at dét greb tager han da lige.
Jeg tror, det er et greb, der ligger i ham som menneske. At han kan se mørket og beskrive det, men at han ikke lader sig selv forsvinde i det. Det er hans indstilling. Det er det sted, han er. Og det er det sted, jeg selv prøver at bevæge mig hen.
Jeg er ikke sikker på, det nogensinde vil lykkes for mig. Men jeg prøver. For det er det optimale sted for mig at være. Som menneske og som sangskriver. Lige nu i hvert fald.
