By:Larm-reportage del 1: 'Snaps’ fra en skandinavisk musikbuffet

By:Larm-reportage del 1: 'Snaps’ fra en skandinavisk musikbuffet

Se en stor fotoserie fra by:Larm torsdag den 3. marts

Så startede by:Larm 2016 endelig! Herligt. I en skiftevis sol og slud, hørte vi de første toner fra årets norske branchefestival.

Vi tog denne års festival mødom i selskab med norske Siv Jakobsen, der spillede på den lille og intime klub, Mono. En strygerkvartet, gulvbas og piano havde den norske kvinde med den fine stemme med sig. Hendes stille gemyt virkede afsmittende på publikum i den lille klub, der gav fint plads til de fine afbalancerede vokale krummelurer og detaljer. Det var meget organiske singer/songwriter-toner, der kom ud af denne konstellation – og det betød ikke noget, om det var materiale fra Jakobsens seneste album, "The Lingering", nyt materiale eller Britney Spears-covermateriale, så var Siv Jakobsen og hendes akustiske guitar en fornøjelse at lytte til.

Danske Liss gik på Internasjonalen – den lille cool 70-agtige bar, hvor de danske ungersvende leverede en overbevisende og stilistisk sikker indsats. Især forsanger Søren Holm og bassist Villads Tyrrestrup med deres tostemmige harmonier var en fryd at tage ind i det lille varme rum. Gruppen, der blandt andet har opnået stor hype grundet, at selveste Pharrell Williams spillede deres musik i sit radioprogram, levede bestemt op til forventningerne med solide backtracks, der udsmykkede gruppen i en veldoseret perkussiv underlægning i deres funkede popunivers. Ligesom gruppens repertoire var godt skruet sammen til at give udlandet en ret sikker idé om, hvad de får, hvis de booker disse energiske drenge. Rigtig god figur af aarhusianerne.

Vi tog svedigt tøj af og drog til norske Smerz, der havde fået fornøjelsen af Red Bull Academy-teltanlæggets massive bas. Det var bestemt ikke noget dårligt match. Her havde de to kvinder der står bag gruppen, Henriette Motzfeldt og Catharina Stoltenberg, fyldt et bord på midten af scenen med keyboards, sample-afviklere, Roland SPD-S'ere og, hvad der virkede som et hav af knapper, til at manipulere deres lyde undervejs. Deres lyd havde en god dybde og var ikke helt ulig en James Blake'sk metodik udi lydmanipulation – heriblandt også deres egne vokaler. Om end en kende mere rå i lydbilledet, der fik noget mere pulserende bas med attack. Smerz spillede med flittig brug af både 1/16-dels og 1/32-dels bas undervejs, hvorfor de var i en konstant musikalsk fremgang – hvilket kun blev underbygget af de to bagoplyste silhuetters dragende energi.

Nogle, der til gengæld ikke havde mange elektroniske maskiner med, var danske Blaue Blume. I klassisk rockopsætning med bas, guitar, trommer og forsanger (med guitar) indtog de det noget større spillested, Rockefeller. Og det gjorde de med stor entusiasme. Koldingenser-kvartetten havde skruet et virkelig tight sæt sammen, der bestod af cremen fra deres seneste album "Syzygy" og deres foregående – og aldeles glimrende – ep, "Beau & Lorette".

Gruppen har tidligere holdt en smule igen live på trods af virkelig solide performances, men hvor man altid har fornemmet, at de havde et energimæssigt gear mere at give af. Det skal denne anmelder så lige love for, at de skiftede til under denne koncert. Med en gestikulerende Jonas Schmidt og et ekvilibristisk guitarspil af Robert Jensen Buhl byggede gruppen flere dynamiske højdepunkter op, der eskalerede på "Thinking of Roxy" og ikke mindst "Lemon Tree". Hvis ikke denne præstation fik nogle af udlandets branchefolks øjne op for den danske rockkvartet, så må de have iført sig både høreværn og en dertilhørende sæk over hovedet.

Herfra stod den på to hiphop-navne lige efter hinanden. Svenske Michel Dida var først på programmet. Han gik på den mindre John Dee-scene med et iltert temperament iført 80'er-træningsjakke og scenen indhyllet i stroboskoplys. Det var med tunge grindy produktioner, hvis beskidte udformning kun blev overgået af Didas tilpas sløve flow, der flere gange brændte virkelig godt igennem. Han lå konstant "bag" beatet, for eksempel på den nye single "Telefonen", hvor dj'ens solide afvikling og Didas hypeman serverede et tungt track. Indimellem var der lidt for mange "lånte" rytmiske afviklinger af stroferne, men når Dida spillede sine stærkeste numre var der bestemt noget at komme efter – for eksempel hittet "Höru Mej Bae". Lovende.

Fra strobens kantede lys og 80'er træningstøj til en helt anden stil hos amerikanske Father, der kom halsende ind 15 minutter for sent til sit show. Dj'en satte hurtigt op, og Father gik relativt upåvirket på iført løse hippe gevandter, dreadlocks og nogle runde briller. En sjov karakter af en rapper, som ellers mere ligner en mørk Dan Deacon. På trods af den løse attitude – og det lidt for oplyste rum – var Father faktisk en momentvis virkelig interessant rapper. Indimellem var der høj klasse, som på "Look At Wrist", der er lavet sammen med I Love Makkonen. Fathers materiale var meget sporadisk, og efter nogle få vers skiftede dj'en flittigt videre til næste nummer (et par gange skete det, at hun skiftede lidt for flittigt, uden at nummeret nåede til ende – men hvad betyder det, når klaveret spiller?).

Vi fik også "Morena", hvor Father blandt andet synger: "Snapchat tell your friend", og ligeså virkede det med sangene. De var korte, umiddelbare og virkede generelt som små stemningsrapporter fra hovedpersonens liv. "Who's Gonna Get Fucked First?" lød det sidste spørgsmål fra Father, inden han gik af scenen med en undskyldende attitude over den sene ankomst. Rust-gæster til lørdagens koncert vil ubetinget få en noget mere sammenhængende oplevelse, end den vi fik. Og så længe han kan dosere repertoiret, så han udelader nogle af de lidt for anonyme tracks, så kan der være noget rigtig godt i vente endda.

Se en stor fotoserie fra by:Larm torsdag den 3. marts



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA