Lukas Graham slår Aqua på engelsk hitliste

Lukas Graham slår Aqua på engelsk hitliste

For fjerde uge i træk topper et dansk band den britiske singlehitliste. Også i denne uge indtager Lukas Graham 1. pladsen på den prestigefyldte Officlal Singles Chart med hittet "7 Years". Dermed slår Lukas Graham Aqua, der toppede hitlisten med først "Barbie Girl", så "Dr. Jones" i to gange tre uger i 1997.

Official Singles Chart omfatter både streams og downloads på tværs af alle platforme og er dermed Storbritanniens officielle singlehitliste.

For at finde den seneste danske 1. plads på hitlisten skal man helt tilbage til 1998, hvor Aqua strøg til tops med sangen "Turn Back Time" en enkelt uge, og før det Aqua med "Doctor Jones" og "Barbie Girl" i 1997 i hver tre uger og Whigfield med "Saturday Night", der var nummer 1 i 1994 – dog i hele fire uger. Den seneste danske top 10-placering var Alphabeats hitsingle "Fascination", der gik ind som nummer 6 i 2007, og som i øvrigt udkom på samme pladeselskab, som udgiver Lukas Graham i Danmark, Copenhagen Records. Internationalt udgives Lukas Graham på Warner Music.

På den engelske hitliste ligger Lukas Graham lige foran Rihanna featuring Drake og "Work" og Mike Posners "I Took a Pill in Ibiza" som nummer henholdsvis 2 og 3.

"7 Years" blev for nylig den første danske sang til at runde 100 millioner streams på musiktjenesten Spotify.

Singlen ligger i denne uge desuden nummer 1 på den australske hitliste, ARIA Chart, for tredje uge i træk og nummer 12 på den officielle amerikanske singlehitliste, Billboard Hot 100.

Lukas Graham udsender den internationale version af deres andet og seneste album på verdensplan den 25. marts.

Se hele single-hitlisten her

Se musikvideoen til "7 Years":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA