by:Larm-reportage del 3: Graviditetstanker med kvælertag

by:Larm-reportage del 3: Graviditetstanker med kvælertag

Se en stor foto-reportage fra by:Larm lørdag den 5. marts

Så oprandt sidste-dagen på årets by:Larm festial, hvor der atter var rigeligt at vælge imellem fra den alsidige musikalske buffet.

Phlake var første levende billede på den lille klub, Gamla. Duoen, der blot har udgivet tre officielle singler, har allerede oplevet solid hype under de danske himmelstrøg. Og med sig live havde de henholdsvis trommer og guitar, mens Jonathan Elkær og Mads Bo var på henholdsvis keys og sang. De fire herrer på scenen groovede fra første færd med deres blanding af r&b, hiphop-beats og en soulet friskhed. Der var fra start nogle rigtig fine musikalske momenter, hvor der virkelig blev bygget op til nogle rymiske højdepunkter – for eksempel i slutningen af "Like You", der sluttede kækt med nogle tight synth-figurer og en rytmisk ditto.

Vi fik selvfølgelig også singlerne: "Pregnant" og "So Faded". På sidstnævnte var det tydeligt at mærke, at Mads Bo havde spillet sig varm, og den charmerende sangers fysiske fremtoning blev mere løs og energisk – virkelig fedt. Det fyldige backtrack afviklede flere af sangenes fremtrædende figurer, hvilket kunne virke energimæssigt stærkere ved en live-afvikling. Ikke desto mindre vandt de fire herrer på scenen de flestes hjerter på Gamla, hvor især kvindernes hvinen blev mere og mere intens – i takt med at storcharmøren Mads Bo fik prøvet sig med svenske gloser. Og ikke mindst et særdeles tight og velspillet sæt, der gjorde en virkelig god reklame for gruppen til den internationale branche. Stærkt.

Herfra gik turen mod næste kunstner, men da denne anmelder og fotograf modtog et tip, måtte vi ændre kurs. Det viste sig nemlig, at norske Kvelertak var få minutter fra at gå på Sentrum-scenen tæt på. Gruppen spillede et kort surprise sæt i forbindelse med uddelingen af NRK's Urørt-pris. Noget, der vil bedst kan beskrives som en norsk pendant til KarriereKanonen. Og der var ingen slinger i valsen fra de rutinerede herrer, der tidligere er beskrevet under fanen "black'n'roll", som umiddelbart virker som en god beskrivelse af det, vi var vidne til.

De tre guitarer i front dannede en væg-tyk og lang lydfletning, som forsanger Erlend Hjelvik frit kunne hive sig op i og lave lydlige sving ud over publikum i, imens han tævede mikrofonstativ iført en lille small-size lædervest (stærk stil!). Men det var en sand fryd at se det ekstremt velspillende orkester, hvor rytmisk kompleksitet konstant var underbygget af en primal energi, der især blev drevet af nogle buldrende tordentrommer af Kjetil Gjermundrød og ikke mindst Hjelviks egne vokale overdrive. Et kærkomment musikalsk kvælertag at gå videre på.

Sidste navn på vores plan var danske Kentaur. De indtog den store og rå Rockefeller-scene med en stor lydlig overlegenhed. Og dette var på trods af, at Kentaur desværre måtte aflyse deres koncert fredag aften grundet sygdom. Det så man ikke meget til. Kentaur, hvis kerne er udgjort af de tre herrer Marc Bjørn Roland, Mikkel Juul Jensen og Søren Stenager, kom blandet andet med keys, violin, bas, guitar, trommer – og ikke mindst en masse vellyd. Der var en organisk varme over den musikalske blanding af en lavmælt r&b tilsat klassisk og soul. Dertil desuden tilsat en stor musikalsk forståelse, hvor små dynamiske nuancer var en fryd at overvære.

Det er generelt en fornøjelse, når man virkelig kan mærke, at musikerne på scenen lytter til hinanden – til de små ønskede lydlige bakketoppe eller pauser. "Collarbone", fra gruppens ep "Vertebra by Vertebra", lød som et klart ishav, hvor noget bryder isen helt lydløst. Der var også brugt vokalharmonier med en fordrejet effekt, der fremhævede idéen om noget fremmed. En brydning. Instrumentationen var meget harmonisk, og trommernes noget mere diskante mix var en glimrende balance, ligesom violinen var et element, der blev ved med at drage øret.

Det var til gengæld også en fryd, når Kentaur skruede op for intensiteten og gav los. Og med Marc Bjørn Rolands fine falset vokal oven på denne lydsfære følte man sig vitterligt som at svæve stilstående mellem klippe og afgrund – og være fuldstændig tryg ved situationen.

Læs også vores reportage fra dag 1 og dag 2 på by:Larm lige her.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA