Lukas Graham topper iTunes-hitlisten i USA

Lukas Graham topper iTunes-hitlisten i USA

Lukas Grahams triumftog på de internationale hitlister synes ustoppeligt. Nu er "7 Years" med den danske kvartet gået nummer 1 på iTunes-hitlisten i USA foran Meghan Trainors "No" og Flo Ridas "My House".

Singlen ligger i denne uge desuden nummer 1 på den australske singlehitliste, ARIA Chart, for tredje uge i træk – foran Hilltop Hoods med "1955" og Twenty One Pilots med "Stressed Out" – og nummer 12 på den officielle amerikanske singlehitliste, Billboard Hot 100.

I denne uge indtager Lukas Graham desuden 1. pladsen på den prestigefyldte engelske Officlal Singles Chart med hittet "7 Years" for fjerde uge i træk. Dermed slår Lukas Graham Aqua, der toppede hitlisten med først "Barbie Girl", så "Dr. Jones" i to gange tre uger i 1997.

På den engelske hitliste ligger Lukas Graham lige foran Rihanna featuring Drake og "Work" og Mike Posners "I Took a Pill in Ibiza" som nummer henholdsvis 2 og 3.

"7 Years" blev for nylig den første danske sang til at runde 100 millioner streams på musiktjenesten Spotify.

Lukas Graham udsender den internationale version af deres andet og seneste album på verdensplan den 25. marts.

Herhjemme topper Lukas Graham i øvrigt også iTunes-hitlisten i denne uge, nemlig med Brandon Beal-samarbejdet "Golden".

Se musikvideoen til "7 Years":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA