Video: Trommeslageren Mikas går solo som sanger og sangskriver

Video: Trommeslageren Mikas går solo som sanger og sangskriver

Mikas, som tidligere har været trommeslager for Lydmor, Peter Sommer og Stine Bramsen, går nu solo som sanger og sangskriver. Mikas er den 29. april klar med sin første ep "Vi Faldt Jo Ned" – se videoen nummeret "Væk Mig Nu" nedenfor.

Lyden på Mikas' ep er poppet, ambient, storladen og melodiøs, men samtidigt præget af en kantet og usleben lyd fra blandt andet skramlende trommer. Samtidig pryder Mikas musikken med eftertænksomme og poetiske danske tekster. Tilsammen formår Mikas både at være ærlig og sårbar, samtidig med at musikken er kraftfuld og stærk.

Carsten Heller (Nephew, Spleen United, The Minds of 99 med flere), som sammen med Peter Kjædegaard er produceren bag ep'en "Vi Fald Jo Ned" udtaler følgende om samarbejdet mellem ham og Mikas:

"Da Mikas første gang præsenterede mig for demoindspilningen af "Vi Faldt Jo Ned", var det helt tydeligt, at han havde en vision med sin musik," fortæller Heller og fortsætter:

"Jeg syntes rigtig godt om demoen, men det, der overbeviste mig om at gå ind i samarbejdet, var faktisk, at han kom med en utrolig positiv energi og ikke mindst en kæmpe ærlighed. Målet har lige fra starten været at skabe den bedst mulige spændvidde imellem hans skrøbelige og meget ærlige stemme og de monumentale dimensioner i musikken."

"Vi Fald Jo Ned" bager tydeligt præg af Mikas' store erfaring som trommeslager, men for Mikas er det som sanger og sangskriver rart endelig at kunne få lov til at udtrykke noget nyt med musikken – noget, som han ikke har kunne udtrykke, når han har spillet trommer. Selv udtrykker Mikas det på følgende måde:

"Det var, som om jeg endelig kunne give mig selv lov. Lov til at lyde, som jeg gør. Lov til at være uperfekt og eksperimentere. Lov til at synge, blot fordi jeg havde noget inde i mig, der endelig var klar til at komme ud. Det var endnu mere direkte end jeg kunne, når jeg spillede trommer for andre. Det her var mine egne sange. Mine egne følelser. Det gik utroligt hurtigt den første dag – idéerne havde ligget skjult længe."

"Efter flere timer i fuldstændig fordybelse var alle grundelementerne til "Vi Faldt Jo Ned" indspillet. Det var dér, det hele startede. Flere sange har fået liv, og nu står Carsten, Peter og jeg med den færdige ep. Det har været en intens og lærerig rejse. En rejse, hvor jeg, mere end nogensinde, har udforsket rummet mellem min styrke og min sårbarhed, og samtidig lært mig selv endnu bedre at kende."

Mikas fortsætter med at fortælle om, hvordan han gerne vil påvirke folk med netop sin musik: "Nu er tiden kommet til at dele det hele. Jeg vil gerne røre noget i folk. Prøve at sætte ord og musik på deres følelser og deres liv. Bevæge dem og få dem til at fordybe sig for en stund."

Lyt til nummeret "Væk Mig Nu" fra Mikas' debut-ep "Vi Faldt Jo Ned" her – og nedenfor en kort video-portræt af Mikas:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA