Nyhed

Hitaktuelle JOHS: Her er mine musikalske inspirationskilder

GAFFA har tale med JOHS, der hitter med singlen Addicted

Den 26. februar debuterede sangeren JOHS med singlen "Addicted". Med 110.000 afspilninger på Spotify samt en placering på den danske Shazams hitliste har den 23-årige sanger indtaget den danske musikscene. På JOHS' musikfront vil man ifølge sangeren selv kunne forvente en eksperimenterende tilgang til popproduktioner med inspiration fra flere udenlandske kunstnere som eksempelvis Drake og The Weeknd, hvoraf Drakes bløde og hårde tilgang til musikken har inspireret den unge sanger:

– Musikken har både et hårdt kick og en masse bas. Men stadig noget organisk, som gør, at musikken ikke føles hård. På den måde føles Drake ikke som et sindssygt raptrack, hvor man føler, at man bliver slået ihjel, når man sætter det på, siger JOHS.

Foruden inspiration fra The Weeknds komplekse produktioner med mange komprimerede melodier i hvert nummer er det andet end udenlandske bestsellers, den unge sanger lader sig inspirerere af. JOHS får nemlig musikalske ideer ved at være sammen med sin producer Andres Krüger, der er guitarist i det singleaktuelle band Siamese:


– Han formår altid at komme med noget nyt og tænke ud af boksen. Han er skidehurtig og meget genrebevidst. Hvis vi sidder låst i noget, så prøver vi at tage et helt andet udgangspunkt i en modsat retning for at sætte gang i inspirationen.

Der er musikken, der indspilles i studiet, og musikken på livescenen. På livescenen henter JOHS inspiration fra danske MØ såvel som amerikanske Jared Leto, forsanger i Thirty Seconds To Mars.

Om Jared Leto:


Han er rigtig god til at fange publikum og få publikum. Han samler folk og tager dem med ind i koncerten, således at de føler, at de også er på scenen. Derudover har han fantastisk energi, som jeg virkelig er inspireret af.   

Om MØ:


– Når du ser hende optræde, er det ikke, fordi det er et æstetisk kønt syn at se hende optræde. Men hun giver den alt, hvad hun kan, og hun lever sig virkelig ind i sin liveoptræden, hvilket er noget, jeg er inspireret af. Hun behøver ikke at være på en eller anden speciel måde. Hun gør bare, som hun føler, musikken får hende til.

Om Mick Jagger:


– MØ og Mick Jagger er begge to personer, der lever sig hundrede procent ind i deres liveoptrædener. De hopper rundt og har en fest og formår at få publikum til at føle, at de er en del af den fest.

ANNONCE