Musikfilmfestival i København

Musikfilmfestival i København

Cinemateket i København slår i dagene 2.-10. april dørene op for den fjerde udgave af Musikfilm Festivalen. Der er over 30 film på plakaten og en lang række af særvisninger at deltage i.

Programmet byder både på helt nye film og klassikere, nicheproduktioner og godbidder fra filmarkivernes skatkister. Film om alt fra heavy metal (oven i købet i 3D) til reggae, punk, electronica, jazz, hiphop, americana, rock i bred forstand og klassisk musik.

David Bowie pryder dette års programforside, og Musikfilm Festival '16 mindes ham i stor stil med "Ziggy Stardust and the Spiders from Mars" – den anerkendte dokumentarist D. A. Pennebakers indfangning af den karismatiske rockkamæleons legendariske 1973-koncert fra Hammersmith Odeon Theatre.

Samtidig har festivalen fokus på Motörhead-frontmand Lemmy Kilmister, som døde i december, da han netop havde rundet 70. Det sker i form af 2010-dokumentaren, der kort og godt bærer titlen "Lemmy" og undertitlen "49% Motherfucker, 51% Son of a Bitch", og hvor hovedpersonen blandt andet kan opleves under prøvekørslen af en tysk kampvogn fra 2. verdenskrig til en gæsteoptræden hos kollegerne i Metallica.

New York-gruppen The Velvet Underground har ligeledes en særlig plads i årets program. Gruppens centrale medlemmer Lou Reed, John Cale og Nico bliver grundigt behandlet i et eksklusivt foredrag ved musikkritiker Klaus Lynggaard, og efterfølgende kan man se tre film – en om hver af de tre hovedpersoner. Det hele foregår torsdag den 7. april under overskriften Rundt om The Velvet Underground.

Derudover er det muligt at opleve film om navne som The Doors, Leonard Cohen, The Ramones, Bob Dylan, The Who, R.E.M., Townes Van Zandt, Nina Simone, Edwyn Collins, The Jam, en række af hiphop-æraens første og største ikoner og en hel del flere.

Musikfilm Festival '16 åbner lørdag den 2. april med den nye film om den franske house-duo Daft Punk – "Daft Punk Unchained" – en visning, der præsenteres i samarbejde med DR. Der er fri entré og overraskelser undervejs.

Læs meget mere og køb billetter på Cinematekets hjemmeside

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA