Vinylanmeldelse 5: Bibelske valg og hårde stoffer

Vinylanmeldelse 5: Bibelske valg og hårde stoffer

Så blev det mandag igen, og dermed tid til endnu engang Vinyl. Vi starter ud med en sjov showcase, hvor A&R-folkene skal bevise, at de stadig er deres job værdige ved at præsentere nye, spændende kunstnere. Bandet Iron Fist er et fantastisk syn. Men det bliver hurtigt mere alvorligt, idet Richie er nødt til at bide hovedet af al skam og bede sin far om at levere et alibi på aftenen for Bucks mord. Det bliver hurtigt tydeligt, at forholdet mellem de to ikke er for godt, og det er ikke sådan lige til at gennemskue, hvem der er røvhullet. Sandsynligvis dem begge to. 

Clark rykker ned i hirarkiet, mens Jamie tror, hun rykker op, og Nasty Bits er pludselig blevet en del tungere at danse med – selvom Lester viser sig som en overraskende medgørlig manager. Der bliver ikke indøvet flere polerede Kinks-covers på den front. Til gengæld stilles de overfor et valg af nærmest bibelske dimensioner, når der skal vælges mellem bandbrødre og en opvarmningstjans for New York Dolls.

Ugens replik må i øvrigt være: "And if you ever talk to me that way again, I'll slap you so hard you'll be singin' out of your ass hole…" Richie Finestras sidste ord til Kip Stevens i en ophedet diskussion på kontoret.

Vi møder Little Richard, finder ud af, at Kip har en forkærlighed for både smack og Big Star, og den bitre stemning er til at skære i, efter en katastrofal dobbeltdate med funkstjernen Hannibal får Richie og Devons ægteskab til at smuldre hurtigere end daggammel gorgonzola, mens nye alliancer skabes hist og her – både i kulisserne og midt på scenen.

På minussiden bliver Jagger-juniors præstation som den evigt snerrende Kip Stevens, der er liiige lidt for gammel til at være ilter punker lidt irriterende i længden, og Connor Hanwicks Lou Reed er en kende utroværdig. Det er dog ikke noget, der trækker niveauet synderligt ned. Om end aftenens afsnit må nøjes med at hive fire stjerner hjem.

Fire stjerner.

"Vinyl" kan ses på HBO Nordic, nyt afsnit hver mandag

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA