Langer er lykkedes med den svære transformation fra langtidslovende til superstjerne
Se en flot ny fotoserie med Mads Langer
10 gange udsolgt Store Vega solo-koncerter, en nation i tårer over hans komposition, der forløste Sanne Salomonsens indre liv og perlerække af radiohits taler for sig selv. En stjernestatus, i den grad, etableret på egne præmisser, som den sympatiske skibonit ikke er kommet sovende til. I snit har han vel skrevet det syvdobbelte antal sange end dem, som har klaret cuttet til hans udgivelser, og så har han gennem årene tilbragt utallige timer på landevejen, i ind- og udland. Lige så meget med fuldt band på store festivaler og spillesteder, som ene mand med en guitar og et klaver på efterskoler og højskoler.
Mads har stædigt holdt fast, er stille og roligt vokset i graderne, har udviklet sig både personligt og professionelt, blandt andet sammen med sin musikalske "storebror", Tim Christensen, men trods fremgang og succes også med en vis forsigtighed i bagagen. Tidligere smittet lidt af "hvad synes de andre"-syndromet; en flink fyr fra Jylland, der ikke har lyst til at støde nogen, én der hellere vil samle end splitte folk. Og Mads er, ud over sit åbenlyse talent, en flink fyr, det er der rigtig mange, der kan tale med om, men på det aktuelle album Reckless Twin har han sat forsigtigheden over styr, fjernet pleaser-genet og helt rendyrket gået efter at udtrykke sit inderste og har ikke ladet businessfolk ånde sig i nakken.
I samme periode har han taget bladet fra munden og blandet sig i den offentlige debat og er røget i frontal, verbal konfrontation med blandt andre Naser Khader og Danske Folkeparti om, hvorvidt kunstnere har evnerne til at kommentere samfundsudviklingen, eller om de bare skal rette ind og lytte til de kloge politikere og andre velbetalte eksperter. Det er ikke Mads Langers synspunkt.
Sune Wagner
Helt konkret skulle Mads følge op på succes-albummet In These Waters fra 2013. Og hvad er mere naturligt end at kigge til Hollywood og L.A, når man allerede er ved at have godt fat i det store internationale marked. Agendaen var at teame op med en række store internationale hotshots og skære det store internationale album, men i stedet fandt han en åndsbeslægtet sønderjyde, og derigennem dybere ind til sig selv, og fik med egne ord nærværet ned på bånd. Her er udviklingen fortalt med Mads Langers egne ord.
– I januar sidste år flyttede jeg til L.A. og havde fået sat alle mulige sessions op. Det første møde med den amerikanske branche var et samarbejde med en af den amerikanske branches hotshots. Men han aflyste vores planlagte session på grund af sygdom, og pludselig stod jeg der og havde en uge fri. Jeg havde mødt Sune Wagner nogle gange før i lufthavne og rundt omkring, vi kom godt overens og havde snakket om at lave noget sammen på et tidspunkt. Jeg ringede til ham spontant, vi mødtes, og så klikkede det bare helt vildt, så jeg aflyste jeg ellers alt, jeg havde i kalenderen og brugte de næste otte måneder med Sune.
Ud af komfortzonen
Der er sket noget med din vokal på albummet?
– Sune har givet mig troen på, at jeg kan, skal og bør træde ud af min vokale komfortzone og har inspireret mig til at udforske grænserne for min vokal på en helt anden måde end tidligere. Han sagde, "du er den bedste sanger, jeg nogensinde har arbejdet med, så nu skal vi bare have dig ud i krogene." Vi har ikke dyrket det polerede og pæne udtryk, hvilken min stemme har lidt fra naturens side. Ingen autotuner, det må gerne være kantet og have ridser og skrammer i lakken.
Det er en moderne popplade, men Sune Wagner kommer primært ud af guitarrocken, hvordan hænger det sammen?
– Sune er et meget musikalsk menneske, og nogle gange løfter modsætninger hinanden til nye højder, og så har der bare været et personligt match. Han har givet mig styrke til at stole på min mavefornemmelse og bare gå efter, hvad jeg synes er fedt, og det har rykket mig rigtigt meget. Vi har isoleret os og ikke tænkt eller spekuleret på, hvad andre syntes. Vi har haft syg optur over at lave musik sammen og har danset rundt som 14-15 årige drenge. Når jeg kom hjem fra studiet, har jeg ikke kunnet sove, fordi jeg har været så meget oppe at køre over det, vi havde lavet sammen. Det er primært mig selv, der spiller størstedelen af instrumenterne på pladen sammen Sune Wagner og Søren Balsner, bortset fra strygere og blæsere.
Kaptajn Langer
Du udtrykker en fornyet selvtillid og styrke, kan du sætte ord på processen?
– Det er første gang, jeg har taget roret på mit eget skib. Der er ikke nogen uddannelse for det, jeg laver. Første gang jeg lavede en plade, gik jeg bare i gang, uden at vide hvordan. En stor ambition har altid været at få det nærvær, jeg føler mine liveoptrædener har, ned på bånd. Og det er et håndværk i sig selv at lære det. Det føler jeg for første gang er lykkedes. Jeg er helt sikker på, at når jeg om 20 år kigger tilbage på Reckless Twin, så vil jeg se på den som den plade, hvor jeg har fået styr på min karriere, mit liv, der, hvor jeg lærer at udtrykke det, jeg gerne vil. Der, hvor jeg ikke længere er den, der løber efter toget, men hvor det er mig, der styrer skibet.
Har den delvise anonymitet, du har oplevet i L.A. været godt for din kreativitet?
– Jeg kan stort set gå rundt som ukendt ansigt i L.A. hvilket er meget modsat Danmark. Og det er rigtig fedt og sundt, for så glemmer jeg den selvbevidsthed, der naturligt opstår som offentlig person, og det prøver jeg at tage med mig tilbage til Danmark.
Føles det at miste sin anonymitet som et tab?
– Det er et vilkår, der følger med. Men jeg har, siden jeg var tre år gammel, været bevidst om, at min stemme gjorde noget ved folk, og at det var det, jeg skulle med mit liv. Og det at jeg har fået en karriere og en platform har faktisk været enormt forløsende for mig, fordi jeg har fundet min plads her i livet. I virkeligheden har det givet mig virkelig meget ro på at få succes. Alle har brug for at føle, at deres liv har en mening, og det for mig at vide, at der er modtagere til det, jeg laver, giver en følelse af, at jeg har en plads her i kosmos, og den plads prøver jeg med ydmyghed og hårdt arbejde at leve op til hver dag. I virkeligheden har succesen boostet ydmygheden og taknemmeligheden i mig.
– Jo bedre en musiker og sangskriver, jeg bliver, jo mere ydmyg er jeg også blevet over for det musikalske univers, fordi det udvider sig konstant. Jo flere sange jeg skriver, jo mere opdager jeg hvor meget, jeg har at lære og udforske. Og det er mega spændende og giver mig glæde i forhold til, at det er det, jeg skal arbejde med hele mit liv. Jeg har det som oftest sådan, at jeg ikke kan forklare, hvordan jeg har skrevet mine bedste sange. Rent filosofisk tror jeg på, at på samme måde, som der er en konstant masse af energi i universet, så er der også en konstant masse af musik og kreativitet.
– Jeg føler mig heldig med, at jeg fra naturens side har adgang til den masse, og når det lykkes mig at skrive en god sang, så er det fordi, jeg kan materialisere noget af det, der er deroppe. Fuldstændigt ligesom alle andre kunstnere gør det. Det er så min plads i livet, hvor andre er skolelærere, læger eller journalister. Vi lever alle med forskellige vilkår, og ja, der følger en del opmærksomhed med mit arbejde, men jeg ser fuldstændig mig selv som en naturlig del af samfundet, jeg er bare ham der synger, hvor andre gør noget andet.
Er det en ny erkendelse?
– Det handler meget om, at det er gået så stærkt de sidste fire år, at jeg ikke rigtigt har haft tid til at reflektere ordentligt over det hele og lade tingene bundfælde sig. Det er først nu, efter jeg har taget et år ude af rampelyset, at jeg føler, at jeg er med. Jeg har fundet mig selv og min egen identitet og rolle i livet som popstjerne. Selvom jeg har haft et langsomt opbygget karriereforløb og har været godt klædt på til det, så er der bare ting, du ikke kan forberede dig på, uanset hvor du er i livet.
Antennen
Du er trådt frem som en slags offentlig debattør i en tid, hvor mange oplever, at der er mørke skyer, der trækker ind over landet, og at meget af den humanistiske konsensustradition, vi, blandt andet i Danmark, er vokset op med, er under pres eller ligefrem afvikling. Er det grunden til, at du offentligt har talt politikere imod?
– Jeg ser det ikke som om, at mørke skyer trækker ind over os, men tror meget på , at vores DNA som nation er så stærkt, at det ikke bare sådan kan ødelægges overnight. Jeg tror, at det er rigtig sundt for vores selvforståelse, og for vores bevidsthed, at der sker det, som der gør i verden lige nu, så vi tydeligt kan se, hvem vi er. Jeg ser globaliseringen som en gave til vores samfund og vores identitetsforståelse, fordi vi bliver tvunget til at forholde os til, hvem vi er, og hvad vi sætter pris på. Det er ikke farligt, at der er folk der er anderledes end os, det er en gave.
Hvad er det så, kunstnere typisk kan bidrage med i forhold til den offentlige debat?
– Jeg synes, det er ligger et kæmpe ansvar for kunstnerne i forhold til at give sig til kende i samfundsdebatten. Tilbage i tiden var kunstnerne en vigtig og anerkendt stemme, hvis man kigger tilbage på folk som for eksempel PH og Storm P, men også mange andre gennem historien. Det er på en måde blevet udvandet i en del år, og det synes jeg er en skam. Nu mener jeg ikke, at det kun er kunstnere, der skal ytre sig, men at det er vigtigt, at politikerne ikke tager patent på den offentlige debat. Det er vigtigt, at de er opmærksomme på demokratiets grundsten; at vi diskuterer, indtil flertallet er enige.
– Når man er et kreativt menneske, er man nødt til at have antennerne ude, og jeg ser virkelig meget mig selv som en antenne. Står jeg på en scene foran 20.000 mennesker, er jeg antennen, som de sender et signal op til, og så sender jeg noget tilbage. Når jeg står der, lader jeg det ikke sidde i mig. Der kommer så meget energi og opmærksomhed op til mig, og det kanaliserer jeg videre via musikken. Så når jeg går ned fra scenen har jeg ikke fået storhedsvanvid, for den overdrevne mængde af opmærksomhed grænsende til tilbedelse sidder ikke i mig. For det er klart, at hvis der er 20.000 mennesker der står og kigger på dig, og du lader det blive i dig, så bliver du vanvittig.
I Danmark er jeg født
Det, at du har været meget i udlandet, har det gjort, at du er begyndt at se Danmark med andre øjne?
– Ja, det har jeg helt sikkert. Jeg har fået en anden respekt og forståelse for vores land, L.A. er 100 år gammel, Danmark har langt over 1000 års historie. Musikalsk og kunstnerisk har vi en lang og rig tradition funderet i blandt andet salmeskatten og Højskole sangbogen, hvilket har en enorm indflydelse på danske og skandinaviske kunstnere og gør os meget spændende på det musikalske verdenskort. Der er nogle metakrystaller, noget nordisk DNA, som ikke fornægter sig.
– Vi har fået noget ind med modermælken, som adskiller os i Norden fra folkeslag i resten af verden i forhold til melodiforståelse. Vi er vokset op med en kæmpe skat af gamle og komplicerede melodier, som vi har sunget helt fra barnsben i skolen, og jeg håber for alt i verden, at det er noget, vi vil værne om og dyrke for altid. Tag for eksempel en salme som En rose så jeg skyde, den er 400 år gammel og har så meget universel nordisk DNA i sig – det synes jeg er fantastisk og tænk, hvilken fantastisk kulturbærer.
Kan du høre dette særlige DNA, du taler om hos kunstnere som MØ og Lukas Graham, og er det også repræsenteret på din nye plade?
– Jeg synes, det er tydeligt på forskellige niveauer hos både MØ, Lukas og mig selv, men jeg vil også gerne fremhæve navne som Agnes Obel, Blaue Blume og Chinah bare for at brede det lidt mere ud. Jeg synes, de alle har en utrolig international sound funderet i noget meget meget dansk. Hvorvidt jeg har opnået det samme på min kommende plade, vil jeg lade være op til folk at vurdere. Men det har helt klart været en vild rejse, at to bonderøve fra Sønderjylland, jeg er født i Åbenrå, Sune er fra Sønderborg, sad i en Penthouse-lejlighed på 10. sal i L.A og skabte ny musik sammen. Vi følte fra første tone, at vi var i gang med at lave noget stort. Om det så kun er stort for mig og Sune, skal jeg ikke kunne sige, men sådan havde vi det, og det var så overdrevet fed en vibe at lave en plade på.
– Det har været en hel særlig rejse at lave min plade med en udøvende og ægte kunstner i ordets rene forstand, som helt kompromisløst kun lader sig styre af sin kreativitet. Jeg er ham evigt taknemmelig for at give mig troen på, at jeg kan og skal det samme, og det er en vej, jeg aldrig kommer til at forlade igen. I forhold til min internationale karriere, så føler jeg aldrig, jeg har stået med stærkere kort på hånden og det skyldes netop, at jeg udelukkende har haft min mavefornemmelse og kreative intuition som kompasnål i tilblivelsen af dette album, hvilket i min egen optik på mange måder er endt med et meget mere helstøbt og internationalt udtryk. Og ja, her kan jeg godt stå på mål for at sige, at mit kunstneriske DNA klart er formet og båret af den skandinaviske tone, vi her taler om.
Reckless Twin
Hvad ligger der i albumtitlen?
– At slutte fred med sine skyggesider og dermed blive til et bedre og mere helt menneske. Jeg har måske været kategoriseret som klassens pæne dreng, men jeg rummer selvfølgelig også mindre pæne sider. Jeg har haft perioder, hvor jeg ærlig talt har haft det ad helvede til, og så er det nærmest umenneskeligt at skulle fremstå med overskud og leve op til et eller andet poleret billede, omverdenen har tegnet af dig. Min indre Reckless Twin har lært mig at være den, jeg er, på godt og ondt og ikke lade sig styre af, hvad andre tænker om mig.
For det har du har været noget bekymret om tidligere.
– Ja, det har helt klart været noget der har fyldt meget. Du skal tænke på, at det er en hård og ubarmhjertig verden, når du først bliver kastet for løverne, sladdertaskerne og de andre sindssyge stoddere, der vil drikke hver en dråbe gossip, de kan suge ud af dig og kaste den op ud over alle mulige tænkelige flader. Det kommer sgu bag på selv den mest robuste og jordbundne jyde. Det er jeg blevet bedre til at navigere i i dag, men det har også krævet nogle knubs og et par forliste forhold på vejen. Sune for eksempel er vildt god til at bare give fuck-fingeren til alle idioterne – og det har sgu været ret inspirerende for mig ærligt talt. Også i studiet og under tilblivelsen af pladen.
– Modsat tidligere har ordet radiosingler været helt bandlyst under tilblivelsen af dette album, og ingen andre end producerteamet Søren Balsner og Sune Wagner har fået lov til at komme helt ind i mit maskinrum og kommentere materialet undervejs. Jeg har altid haft en god intuition, men jeg har bare ikke altid været god til at følge den. Titlen Reckless Twin springer ud af et omkvæd i en sang på pladen, der hedder Lonely Street. Den første sang jeg lavede til pladen i LA tidligt i 2015. Sætningen lyder "Love is like a reckless twin, I'm giving in. Crazy times we're living in, I'm giving in". Altså, at give slip på det, du alligevel ikke kan styre og lade dig lede af, stole på og styre af din intuition. Mere vil jeg tolke i det her. Resten må være op til folk selv at fortolke og forhåbentlig gøre til deres egen historie.
Break-up-album
Du har tidligere holdt det helt private ude fra interviews, men jeg tillader mig alligevel at spørge, om der er elementer af en break-up plade på Reckless Twin?
– Ja, det er der slet ikke nogen tvivl om.Det er helt klart et gennemgående tema på pladen, at jeg i mit private liv er gået fra at være to til at være en. Tiden før, under og efter. Afgrunden, men også det spirende håb, der kommer, når stormen har lagt sig, og man begynder at kunne se klart igen. Men det har jo været et brud med et menneske, jeg har kendt og elsket gennem mange år. Det er hårdt. Pissehårdt og fyldt med følelser og handlinger, som jeg retrospektivt ville ønske ikke havde fundet sted. Men det kan alle, der har oplevet et hårdt break-up jo snakke med om.
Har det også forløst nogle kreative og mentale ting?
– Der er ikke noget nyt i, at det er godt at skrive på et knust hjerte. Men som sagt gør jeg mig umage hver dag, både professionelt og privat. Jeg er et godt sted i begge lejre. Jeg har fået kompasnålen på plads.
Se en flot ny fotoserie med Mads Langer
