Spillestedet Tape offentliggør nye navne til Spot Festival

Spillestedet Tape offentliggør nye navne til Spot Festival

Aarhus-spillestedet Tape er klar med de sidste navne til deres Spot Festivalprogram lørdag den 30. april. Som noget nyt bliver Tape et nyt venue til Spot Festival 2016. Her byder koncertstedet velkommen til regionale og nationale kunstnere.

Adskillige af kunstnerne har udgivet på mindre DIY-labels, mens andre ikke har udgivet noget. At artisterne på programmet som udgangspunkt – med EXEC som en undtagelse – ikke florerer synderligt i Danmarks musikmedier, er ifølge spillestedet blot et udtryk for gruppernes egen mentalitet om at skabe musik. Musik, som ikke er kommercielt, men snare dybt i det personlige.

Lørdagens program består af:

Graceless

Graceless er et nyt skanderborgensisk rockband, der primært er drevet af Rasmus Hostrup. Tidligere har Rasmus Hostrup været en del af rockbandet  Rooster. Graceless har skrevet sangen "Break My Bones":

EXEC

EXEC er navnet på tidligere Veto-frontmand Troels Abrahamsens nye klaver og vokalbårne soloudspil. Det er analog musik, hvor der er arbejdet meget med at indfange det rigtige take og gøre musikken så organisk som muligt. Troels Abrahamsen har skrevet sangen "Going Under":

Blod
Blod består af Jesper Moeslund og Rasmus Palludan, der kommer med et forfriskende take på dansksproget rock, som umiddelbart har nogle klassiske postpunk-elementer over sig, krydret op med en art darkwave. Med trommer, bas og keys bevæger Blod sig indenfor et minimalistisk
univers, hvor de udforsker alle de muligheder, der er i denne begrænsning. Bandet har skrevet sangen "Hvid":

Internazionale
Internazionale var et af de første projekter, der udsprang af det yderst produktive båndlabel Janushoved, tilbage i 2014. Janushoved har siden da udgivet 38 bånd, der har været med til at sætte fokus på Danmarks sprudlende scene indenfor blandt andet noise og ambient musik. Det er
også dette genrespekter, som Internazionales udgivelser ligger indenfor, udgivelser som i løbet af godt to år allerede tæller fem albums og seks ep'er, der alle vidner om en uslukkelig kreativitet. Internazionale har skrevet sangen "Admiration":

Assembler
Assembler er Claus Haxholms elektroniske alias, der lyder som et ondt hack i din Mac-computer under din sidste eksamen. Med et undergrundsdystert og ildevarslende lydbillede skaber Assembler musik, der både er udfordrende og tungt i sit udtryk og samtidigt sætter ens krop i ustandselig bevægelse. Dette høres blandt andet i sangen "Schizo":

Soft Armour
Bag det elektroniske musikprojekt Soft Armour finder man CR Hougaard. Han har været involveret i den lokale scene siden 2009 og har en lang række ambientudgivelser på kassettebånd og cd-r bag sig (Space Program, CR Hougaard & Forvarsel). Soft Armour bygger videre på de ambiente flader og afsøger den atmosfæriske techno.

Maizena
Maizena er et band, der laver elektronisk musik i den rytmiske ambiente afdeling. "Luxus Rhythms", bandets første udgivelse, udkom på C40 sommeren 2015 på lokale Help Recordings. Medlemmerne er enkeltvis aktive på Aarhus-scenen, men er ligeledes til at finde i det
internationale rum. Det frirum, som Maizena sætter rammerne for, lader tålmodigheden komme frem, hvilket resulterer i musik centreret omkring gentagelse og simplicitet. Medlemmerne er Manmade Deejay, DJ Sports, C.K. & Central. Sammen har de udgivet sangen "Luxus Rhythms":

2 Bit Crew
2 Bit Crew er en duo, der laver elektronisk musik og består af C.K og O.P.T, som begge er bosiddende i Aarhus. Siden starten i 2012 har de udgivet på forskellige pladeselskaber i USA og Spanien og startede selv i 2013 deres eget label, som nu tæller fem udgivelser. Ud over at være
aktive med eget materiale, kan de også ses i andre aarhusianske tiltag som NORD Records, Regelbau, Maizena etc.

2 Bit Crews tidligere materiale hentede meget inspiration i 90'ernes deep house. I det nyere materiale er der i højere grad fokus på simple repetitive elementer og breaks, der skal skabe grooves, som driver duoens musik fremad. Bandet har udgivet nummeret "Hoop Dreams":



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA