Se ny hårdtslående video fra Benal

Se ny hårdtslående video fra Benal

I april tager Benal på turné. Den er så godt som udsolgt - pånær i Odense den 9. april - men til os, der ikke har sikret os billetter, er Benal også aktuelle med en ny musikvideo. Du kan se "Du Har Aldrig Savnet Nogen (feat. Bashir Billow)" her forneden. 

Videoens instruktør, Frederik Uhrband, fortæller kort om visionen med videoen: "Med musikvideoen ville jeg først og fremmest matche sangens energiniveau og hårdtslående lyrik, gennem hurtige klip, forskellige locations og et intenst visuelt udtryk. Vi sigtede efter at ramme en bestemt stemning, inspireret af en form for "white trash"-æstetik og russisk midt-på-dagen vodkafest, blandet med en poetisk visuel billedside, bestående af blandt andet set-design med spraymalede aviser og neonlyskæder, romerlys og industrielt ghettomiljø. Det hele samlede vi i en simpel lille fortælling om en elendig drug dealer, og hvordan det ikke er første gang, at det ramler ned for sådan en som ham, som Bashir synger i omkvædet."

Straks værre går det, når man spørger Benjamin og Albert om visionen med sangen: "Albert og Benjamin har begge en forkærlighed for hurtig musik. Hurtige penge og hurtig musik. Da grundidéen til 'Du har aldrig savnet nogen' blev kastet frem og tilbage mellem Albert og Benjamin, opstod der en følelse af savn. Et savn af soul. Straks efter savnet var indtruffet ringede de til den danske soul-sanger, Bashir Billow, hvorefter han mødtes med Benjamin og Albert i studiet."

"Albert gik herefter ind i sin magiske trance, der har ført utallige stykker smuk musik med sig. Albert arbejdede med nummeret seks dage og seks nætter kun afbrudt af tre toiletbesøg en enkelt date, hvorefter nummeret var færdigt," fortsætter de. "Da Benjamin hørte det færdige nummer første gang hoppede han ud fra sin altan på 2. sal, hvor han landede på fødderne og fortsatte med at løbe direkte ned i kiosken og købe et skrabelod, for følelsen af held var ubærlig og direkte uhumsk. Han vandt 270 kroner på skrabeloddet og valgte at donere pengene til velgørenhed uden at sige det til nogen, fordi han ikke havde behov for at skilte med sin generøse personlighed." 

I januar blev debutalbummet "Nu" sluppet løs. GAFFAs anmelder Peter T. Aagaard kvitterede med fem stjerner og skrev blandt andet: "'Nu' er en på en gang gal, genial og banal debut. Bortset fra et par numre, som jeg ikke kan bestemme mig for om er bølgedale eller pusterum, rider vi på det høje skum albummet igennem. Benal har både i udtryk og indhold vokset sig følsomme på en svært dragende facon."

Se "Du Har Aldrig Savnet Nogen (feat. Bashir Billow)" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA