The Rolling Stones erobrede Cuba

The Rolling Stones erobrede Cuba

The Rolling Stones blev det første britiske band til at spille en open-air-koncert i Cuba, da de spillede gratis for 1,3 millioner fans på Ciaudad Deportiva de la Habana i fredags (den 25. marts). Det skriver Classic Rock Magazine. Se et kort klip af The Rolling Stones åbne med "Jumpin' Jack Flash" her forneden.

Rocklegenderne ankom til Cuba spilleklare oven på deres America Latina Ole-turné, hvor de var på landevejen på det sydamerikanske kontinent. Med en sætliste bestående af 18 sange fik cubanske fans deres første live-oplevelse af Stones-klassikere, fra åbneren "Jumpin' Jack Flash" til den afsluttende "(I Can't Get No) Satisfaction".

Mick Jagger fortalte publikum: "Her er vi endelig! Vi er sikre på, at denne aften bliver en uforglemmelig aften, både for jer og for os. Vi ved, at det for år tilbage var svært at komme til at lytte til vores musik her i Cuba, men her er vi, vi spiller for jer i jeres smukke land. Jeg tror, at tingene endelig har ændret sig, har de ikke?"

Det store Havana-show blev filmet af instruktør Paul Dugdale og produceret af JA Digital med henblik på en senere udgivelse. 

Bandet har senere tilføjet: "Tak Sydamerika for en uforglemmelig turné. Og tak til de 1,3 millioner mennesker i Cuba, som kom til showet. Næste stop, Saatchi Gallery, London for Exhibitionism – The Rolling Stones."

I 2001 blev britiske Manic Street Preachers det første vestlige rockband til at spille i Cuba, da de indtog scenen på Karl Marx Theater og mødtes med Fidel Castro. I 2005 fulgte det amerikanske rockband Audioslave, bestående af medlemmer fra Rage Against the Machine og Soundgardens Chris Cornell, trop og spillede en gratis koncert på La Tribuna Antiimperialista José Martí.

I 2014 gæstede The Rolling Stones Roskilde Festival. Her blev det til fire stjerner for deres optræden på Orange Scene. GAFFAs anmelder Henrik Tuxen skrev: "Verdens største rock'n'roll-band lyder prædikatet, jeg er ikke selv så sikker, men da de udødelige toner til hittet over dem alle, Satisfaction, fra 1965, tonede ud over Roskilde og omegn, og det helt store fyrværkeri samtidigt oplyste nattehimlen, mærkede man historiens vingesus fra scenen til nabokommunen. Nostalgi, når det er bedst. Folkefesten var en realitet, men det tog sin tid." Læs anmeldelsen her.

Se veteranerne åbne med manér her: 

 
¡Muchas Gracias América Latina! Next stop LONDON!

Thank you Latin America for an unforgettable tour! And thanks to the 1.3million people of Cuba who came to the show last night! Next stop, Saatchi Gallery, London for Exhibitionism - The Rolling Stones!#StonesIsm #StonesAméricaLatina #StonesCuba

Opslået af The Rolling Stones på 26. marts 2016


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA