Se Velvet Volume trashe Britney Spears op hos DR

Se Velvet Volume trashe Britney Spears op hos DR

Da Velvet Volume spillede en udsolgt koncert på Pumpehuset fredag den 25. marts, bemærkede GAFFAs musikanmelder Torben Holleufer en "trashet rockudgave" af Britney Spears' "Baby, One More Time" som ekstranummer. Den har trioen nu spillet igen for DR i forbindelse med deres Output-serie. Se rocktrioens potente cover via link her forneden.

Velvet Volume fortæller til DR, hvordan Britney Spears også har betydet meget for dem. Det er ikke kun lutter rockmusik, der er blevet spillet på anlægget derhjemme. "Vi hører meget popmusik og hører mange af de store popidoler, som for eksempel Kim Wilde og Britney Spears. De er virkelig, virkelig dygtige kvinder," fortæller de.

I Velvet Volumes hænder bliver Britney Spears dog rystet godt og grundigt op. Der bliver skruet helt op guitaren, men den oprindelige teenage-længsel forbliver i uformindsket form.

GAFFAs Torben Holleufer kvitterede med fem stjerner for koncerten i Pumpehuset og skrev: "De er stadig uspolerede. Kan slet ikke fatte egen succes og siger "Tusind-tusind-tusind tak" og "Det er for vildt" og "Det er helt sindssygt", fordi et stort publikum klapper overgivent, ja, er fans. Men de har også meget forskellige personligheder. Og overskuddet til at tage pis på os, være hvad man med et engelsk udtryk kalder tongue-in-cheek, som da de gav os Britney Spears' (egentlig Max Martins) gennembrudshit ...Baby One More Time i en egen thrashet rockudgave som første ekstranummer. Det var frækt gået, men da var koncerten altså også spillet hjem, og de kunne det der med at gå på vandet."

Du kan se Velvet Volume trashe Britney Spears op via DR her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA