Nyhed

Nibe Festival tilføjer festpakke til programmet

ItaloBrothers, DJ Sash! og Pede B er blandt de nye annoncerede kunstnere, der er klar til at bringe festen til den lille fede

Nibe Festival har netop løftet sløret for endnu en række af navne, der sikrer, at årets festival bliver en fest. Det drejer sig om ItaloBrothers, Vild $mith, Pede B (billedet), DJ Sash! og DJ Martin Jensen.

ItaloBrothers var også at finde på Nibe Festival  i 2014 og 2015. Efterspørgslen har ikke desto mindre været enorm, og derfor er tyskerne i ItaloBrothers tilbage igen i år.

Peter Ankjær Bigaard, bedre kendt som Pede B, har regeret MC's Fight Night med hele tre sejre, udgivet hele 11 plader og mixtapes – det seneste "Gin og Cocio", som netop er udgivet. Det modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Peter T. Aagaard, der konkluderede: " Stillet op mod resten af Pede B's katalog er dette ikke hovedværket, men det er udfordrende, kreativt og noget helt, helt andet."


90'ernes DJ Sash! er bedst kendt for megahittene "Ecuador", "Encore Une Fois" og "La Primavera". Den tyske trio er en af de bedste sælgende dj/producer-grupper igennem tiden og har blandt andet solgt mere end 18 millioner album på verdensplan. Det er i alt blevet til 56 guld- og platin-tildelinger igennem de mere end 15 år, gruppen har været aktiv.

DJ Martin Jensen kan bryste sig af at have 1,7 millioner følgere på Facebook. Han er måske, sammen med Morten, det bedste danske bud på et gigantisk gennembrud på den internationale EDM-scene. Han er kendt for singlerne "Miracles", "Night After Night" og "Sí".

I næste uge offentliggør den lille fede resten af programmet, som jo allerede nu rummer navne som Volbeat, Walk Off The Earth (Can), Dizzy Mizz Lizzy, Rasmus Seebach, Kim Larsen & Kjukken, Suspekt, Mads Langer, Gilli og Christopher. Samtlige offentliggjorte navne kan tjekkes ud på www.nibefestival.dk, hvor størstedelen af disse navne også er programlagt.


Partout- og onsdagsbilletter er allerede udsolgte, men det er stadig muligt at købe 3-dagsbilletter (torsdag – lørdag) samt dagsbilletter til torsdag, fredag og lørdag. Billetter kan findes via GAFFA Live

ANNONCE