Nyhed

Fat Freddy's Drop rammer København

På søndag spiller Fat Freddy's Drop i Falconer Salen. GAFFA har interviewet gruppens trombonist Joe Lindsay

Kreativitet har altid været "ordet", når tankerne går i retning af New Zealandske Fat Freddy's Drop, der på søndag giver koncert i Falconer Salen på Frederiksberg. GAFFA fik en snak med gruppens trombonist Joe Lindsay (Hopepa) forud for den kommende koncert, og det lover godt for alle FFD-fans.

Fat Freddy's Drop blev dannet i New Zealand tilbage i 1999, men det var først fire år senere, at det syv mands store band for alvor gjorde sig bemærket udenfor New Zealands grænser, hvilket skete med hittet Midnight Marauders. To år senere udkom debutalbummet Based On A True Story, der gav bandet deres endelige gennembrud internationalt, og siden da er det kun gået en vej. Fremad!

Bandet er gennem årene blevet kategoriseret under mange forskellige genrer, og Joe Lindsay fortæller i interviewet til GAFFA, at de alle har været med til at forme bandets unikke sound. Blues, jazz, reggae, dub, ska', soul, funk, techno, r&b, banghra og fusion, men fælles for dem alle er, at de giver mulighed for improvisation. Det være sig enten live eller i studiet.

"Vi er som dyr, og hvis vi ser noget der skinner, så griber vi ud efter det, sådan er det også med vores tilgang til musikken," fortæller Joe Lindsay, mens man næsten kan se smilet igennem telefonen. "Vi prøver tingene af, eksperimenterer og ser, hvad der virker, og når vi optræder live, lytter vi hele tiden til publikums respons. Noget musik giver mere plads til improvisation end andet, og reggae er for os en af de genrer, hvor det er muligt at eksperimentere. Vi er ikke et reggaeband, men vi elsker 'skanket' i reggaebeatet," uddyber Joe.


Indtil for et par år siden var det afgørende for, om et nummer kom på et af gruppens album, at det forinden havde været stress-testet og afprøvet til en af bandets utallige koncerter. "Denne opskrift har vi lagt lidt på hylden," siger Joe i telefonen fra Luxembourg. "På det seneste studiealbum Bays gik vi den anden vej og indspillede størstedelen af numrene i studiet uden først at teste dem live. Efterfølgende har vi så optrådt med dem og det er for os vigtigt, at numrene så rent faktisk også holder live. Det er ikke sikkert, de gør det fra start af, men så finpudser vi dem lidt, når vi nu er ude og optræde," forklarer Joe.

Og det har der så været rig lejlighed til, for ved seneste optælling runder Fat Freddys Drop sig hastigt de 1000 show i deres karriere, heraf op mod 500 optrædener i Europa alene samt næsten 30 australske turneer og over 300 shows i deres hjemland samt en total udsolgt koncert med 10.000 tilskuere i Londons pompøse Alexandra Palace. "Vi er først og fremmest et live band og det er for os den mest naturlige måde at høre og udleve musikken på. Vi har altid elsket at optræde, det giver os energi at få publikums respons, og det er det der gør, at vi turnerer så meget som vi gør,fortæller Joe ærligt.

Selv er Joe ikke bekymret for, at de mange koncerter gør folk trætte af gruppen. "Så vidt det er muligt, forsøger vi at undgå at optræde samme sted flere gange inden for et år, men af logistiske årsager er dette ikke altid muligt, men så længe folk kommer til vores koncerter, så bliver vi ved. Vi var i Danmark sidste år, og vi glæder os rigtig meget til at komme tilbage, da vi elsker København og den danske befolkning," slutter Joe begejstret.

FFD spiller søndag den 3. april i Falconer Salen på Frederiksberg, hvor dørene åbnes kl. 20:00. Billetter kan stadig købes på www.billetlugen.dk

 


GAFFAS FEM HURTIGE:

Hvad kan vi forvente af koncerten?

- Vi glæder os til at spille et større sted end sidste gang, vi besøgte København, hvor vi fyldte Vega op til bristepunktet. Vi ser som et inkarneret liveband altid frem til vores næste show, så vi er SÅ klar, når vi spiller i København på søndag.

Hvordan er det gået på turnéen?

- Fantastisk godt! Vi føler os meget klar til København, da vi lige har spillet to fuldt udsolgte koncerter i O2 Academy, London, så vi er på toppen lige nu.


Hvad gør I, lige inden i går på scenen?

- Det er meget forskelligt. Selv slapper jeg af med at stryge mit tøj. Vi dyrker ikke yoga eller lignende, men det får mig til at slappe af, inden jeg går på scenen.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?

- God mad, kylling og rom, men ellers stiller vi ikke de store krav.


Hvad hører I i turbussen?

- Masser af reggae, men også sydafrikansk jazz og når der går "party" i den, lytter vi både til disco og hip hop.

ANNONCE