Nyhed

Fona tvunget helt i knæ - nu kun otte butikker tilbage

Det bliver næsten kun københavnerne, der kan gå i Fona fremover

Fona har set sig nødsaget til at skære endnu mere ind til benet for at overleve. Det betyder, at 280 ansatte mister arbejdet, og kun otte butikker står tilbage. Det skriver Politiken. 

I februar blev en redningsplan af elektronikkæden Fonas kreditorer godkendt, som involverede lukning af butikker og videresalg af kæden. 25 butikker stod tilbage. Det er nu blevet reduceret kun til otte, hvoraf syv butikker befinder sig i hovedstadsområdet. Kun én butik forbliver i provinsen, nemlig butikken på Nytorv i Aalborg.

Fona rådede over 56 butikker, men måtte i første omgang skære ned til 31. I den forbindelse blev 300 ansatte ud af 975 opsagt. Det har vist sig i marts, at redningsplanen havde nogle forudsætninger, som ikke kunne opfyldes, oplyser advokaterne, der står for rekonstruktionen, i en pressemeddelelse. Derfor er de resterende ansatte, der ikke arbejder i de otte overlevende butikker, fra dags dato blevet opsagt.


Advokaterne, Ole Borch og Pernille Bigaard, understreger, at det ikke er den endelige løsning for Fonas fremtid, og man forventer at have endelige svar på kædens fremtid i april. 

Det er en heftig priskrig, der har bragt den danske radio-, tv-, hi-fi-, elektronik- og pladeforhandlerkæde i knæ. "Den mangeårige, intense priskrig på markedet for forbrugerelektronik har påvirket Fonas resultater mere, end ledelsen havde forventet. Derfor er der behov for at få tilført ny kapital, og for at afklare mulighederne for at videreføre virksomheden, indleder selskabet nu en rekonstruktion," skrev Michael Kjær, administrerende direktør i F Group i en pressemeddelelse i februar.

 


 

ANNONCE