Reportage: Mest spændende X Factor-finale til dato

Reportage: Mest spændende X Factor-finale til dato

 
Den 9. sæson af det musikalske talentshow har måske været den mest spændende af dem alle. Finalens deltagere har alle vist talent for at kunne synge rigtig godt. Bevares, Reem er da nok storfavoritten, men duoen Embrace står vokalmæssigt mindst lige så stærkt. Og Alex har i de seneste shows i den grad vist, at han er finaleværdig. 

Aring;rets X Factor er også spændende, fordi showet har en deltager med, der fra starten har vist internationalt format. Jeg tænker her på favoritten Reem. Ud over en flot stemme og et stærkt sangtalent har hun også en evne til at indtage hele rummet, når hun står på scenen. Man bliver hurtigt draget af hendes selvsikkerhed og charme. Og takket være sine danseevner ved hun jo også, hvordan man skal bevæge sig på en scene. 

Desuden er det interessant, at der ikke er en eneste etnisk dansker med i årets finale. Og så siger man, at Danmark er et snæversynet land.

Intet er afgjort endnu

Efter en kort videomontage lægger Reem tonen an og åbner livedelen med Zara Larssons "Never Forget You". Embrace og Alex byder også ind, og det bliver hurtigt tydeligt, at det vil være et tæt løb. 

I år foregår finalen "hjemme" i DR Byen, hvor pressen er inviteret til at overvære seancen på stort set samme præmisser som alle andre: på en skærm i et presserum. Lidt fesent. Selvom showet endnu trækker 1,5 millioner seere til skærmen og netop har annonceret en 10. sæson, synes finaleshowet alligevel noget amputeret. Hvad blev der af Rådhuspladsen, Parken og Boxen? Og præmien? Den er gået fra pladekontrakt på album til ep. På den anden side er der endnu ingen X Factor-vindere, der er kommet videre fra hovedpræmien. Kan du måske fortælle mig, hvem der vandt tredje sæson uden at google det? Bevares, Martin fra første sæson er tilbage. Men ikke som Martin. 

Det store fanoptog ved DR Byen udeblev også. DR måtte ligefrem annoncere efter fans til et opstillet rød løber-photoshoot. De seneste par sæsoners X Factor-deltagere synes tilmed at være glemt to uger efter finalen. Noget af et anti-klimaks. 

Alex er første levende billede, da finalens individuelle optrædener sættes i gang. Han leverer en særdeles flot og velsunget version af Gnarls Barkleys "Crazy". Bedre end originalen. Ikke mindst takket være det musikalske arrangement. Alex har stort lyttepotentiale, men mangler lidt kant i forhold til sin tilstedeværelse på en scene. 

Embrace tager over. De folkekære, mørklødede jydetøser står stærkt, selvom de også mangler lidt "panache". Men synge kan de. De giver en dejlig udgave af Meghan Trainors "Like I'm Gonna Lose You" og gør det dermed endnu sværere at pege på en klar vinder. 

Mine høje forventninger til Reem bliver heldigvis indfriet, da hun fremfører Bieber/Skrillex-hittet "Where Are You Now?". Dommer Mette Lindberg havde helt ret, da hun indledningsvist sagde, at Reem ville vise alt det, hun kan. Hun er for vild. Hun er en 17-årig grønskolling, men optræder som en diva. Diva på den fede måde. Hun har så meget autoritet og er uden tvivl den største, og måske første egentlige, X Factor-stjerne i Danmark. 

Alex kommer stærkt tilbage med sin soulfulde croonerstemme, da han synger duet med Patrick Dorgan. Da han bliver flankeret af Mads Langer ryger han dog lidt i baggrunden. Langer er for overlegen en performer og stjæler rampelyset. 

Alex Vargas og Embrace harmonerer fint, men desværre fremstår duoen som et par korsangerinder. Det ændrer sig heldigvis, da de fortsætter sammen med Scarlet Pleasure. Her bliver pigerne nærmest en del af bandet og forvandler trioen til en kvintet. 

Reem sætter dog konkurrenterne til vægs, da hun synger Lukas Grahams vokal på "Golden" sammen med Brandon Beal. Ikke kun på grund af sit sangtalent, men også på grund af sin stagepresence. Selv Christopher, som hun også har en duet med, må bøje sig i støvet. Reem er født til at stå på en scene. Og hun vil også være spændende om 30 år.

Og vinderen er…

Først får vi den obligatoriske fællessang med alle live-deltagere fra årets sæson. Så følger Blachmann op med sin flyvske og altid underholdende snik-snak med elementer af substans. Endelig får vi at vide, at Reem sikkert går videre til finale-finalen. Til gengæld må Alex sande, at tredje gang i farezonen er ulykkens gang. Ikke overraskende står slaget mellem Reem og Embrace. 

Desværre er Reems potentielle vindersang "All That I Want" en kedelig sag. Den er skruet sammen i en tidsaktuel popmaskine uden gnist. Et nummer, man hurtigt glemmer. Og det virker som om, hun ikke føler sig hjemme i det nummer. Mon hun selv synes om det?

Alligevel ser jeg hende som en vinder, og jo hurtigere, hun kan gøre sig fri af X Factor-lænkerne, jo bedre for en rigtig musikkarriere. 

Embrace har derimod fået en god vindersang. Deres "Commitment Issues" lyder godt både vokalmæssigt og musikalsk. Det emmer af noget af det bedre pop-r'n'b fra 90'erne. 

Hvis finalen afgøres på de mulige vindersange, så står Embrace øverst på skamlen. 

Inden spændingen udløses, gæster Danmarks pt. bedste r'n'b-band Phlake showet. De giver os deres hit, og en af mine personlige favoritter, "Pregnant" – desværre i en middelmådig liveudgave. 

"Embrace!", siger værtinde Sofie Linde og kan dermed afsløre, at folket har talt for de søde piger fra Holstebro. Jeg faldt ikke just af stolen, men havde troet, Reem ville vinde. Men, som sagt, så er det bedre for Reem, at hun ikke er bundet op af en præmie, der ikke tilgodeser det talent, hun besidder. 

Nu vil jeg spændt vente på, hvad fremtiden byder for Reem. Jeg håber, hun vender tilbage på scenen hurtigere, end Martin fra Ørum gjorde det. I mellemtiden må vi se, hvad Embrace kan føre det til. Om et lille år starter vi forfra.

Se masser af billeder fra showet her

 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA