De danske rockheltes nye single, 'Brainless', er langt fra hjernetom ...
Uanset hvor godt foråret tager sig ud, glæder danske rockfans sig utvivlsomt til slutningen af april måned. Her udkommer folkekære Dizzy Mizz Lizzy nemlig med deres tredje studiealbum, "Forward In Reverse" - deres første studiealbum i 20 år. I går udgav trioen en ny single, "Brainless". Hør den i Spotify her forneden.
Dizzy Mizz Lizzy gør det, de gør bedst, på "Brainless". De smelter ubesværet tyngde med en fængende popmelodi. Som en fræk reference dukker riffet til Tim Christensens "Secrets On Parade" op mod singlens slutning. Nummeret stammer fra Christensens første soloalbum af samme navn fra 2000. Læs GAFFAs anmeldelse her.
Det nye "Forward In Reverse" udkommer den 29. april og følger op på "Rotator" fra 1996. Forsanger Tim Christensen er ikke bange for, at det nye materiale skulle komme til kort over for de gamle sange. Han fortæller: "Vi skal ikke konkurrere imod vores egen fortid, men kan vi skabe noget nyt og relevant, der dels kan få sit eget liv, dels fungere sammen med det gamle, er vi lykkedes med vores mission."
2015 var et hektisk år for Dizzy Mizz Lizzy, som indledte året med at udgive deres første nye single i 19 år, "I Would If I Could But I Can't", fulgte den op med endnu en single, "Made to Believe" og spillede for omkring en halv million danskere ved en udsolgt indendørsturné og en række store festivalkoncerter. Bandet blev desuden portrætteret i biografien "Dizzy Mizz Lizzy – En drengedrøm" af Jan Poulsen, der tidligere har skrevet bøger om blandt andre Sort Sol, David Bowie og Eik Skaløe.
Året sluttede officielt for bandet den 7. november ved Danish Music Awards, hvor dets sanger, sangskriver og guitarist, Tim Christensen, modtog IFPI's Ærespris, der regnes for den største pris, en musiker kan få i Danmark. En pris, der bringer ham i selskab med navne som Gasolin', Sebastian, Gnags, Sanne Salomonsen, Salomonsen, Anne Linnet, Nik & Jay, TV-2, Thomas Helmig og D-A-D (men overraskende nok ikke Savage Rose, der endnu ikke har modtaget den).
Varm op til "Forward In Reverse", der udkommer den 29. april, med "Brainless" her: