Nyhed

Lars Ulrich: This Is Spinal Tap er en gyser

Metallica-trommeslageren har prøvet alle de kiksede øjeblikke i den kendte mockumentary og synes, at den er mere uhyggelig end sjov. Se videoklip her, hvor han også diskuterer Nirvanas betydning for musikhistorien.

Metallicas trommeslager Lars Ulrich har efterhånden prøvet lidt af hvert på vejen, og han indrømmer at have oplevet så mange rockkoncert-klicheér, at han efterhånden betragter den klassiske mockumentary "This Is Spinal Tap" som en "gyser". Det skriver Rolling Stone. 

Ulrich deltager i en debat med musikjournalisten Alan Light og komikeren Tom Papa i Craig Fergusons program på History Channel, "Join or Die". Du kan se klippet her forneden.

I samtalens løb bliver han spurgt af Papa, om han ser den 32 år gamle film, der gør godt grin med rockbands, som en komedie eller som en tragedie. "Jeg ser den mere som en gyser," udtaler Ulrich grinende. "Hvert eneste fungerende band derude har siddet og set den film og krummet tæer, fordi vi har oplevet hvert og et af de der 'Hello Cleveland'-øjeblikke. Du kan ikke finde scenen; du sidder fast inde i en scenerekvisit."

Han filosoferer også over den tilsyneladende udødelige 72-årige rockgud Keith Richards. "Han kommer til at overleve os alle," siger han. "Han vil være det sidste menneske tilbage." Ferguson tilføjer: "Keith Richards har faktisk samme DNA som kakerlakker – han vil overleve dommedag."


Firkløveret diskuterer også Nirvanas betydning for den revolutionerende grunge-bevægelse, og hvordan den hurtigt udviklede sig til en formular for "blege" imatationsbands som Bush og Candlebox. Ud af en liste på seks bands (de fem øvrige er: The Beatles, The Rolling Stones, Run DMC, Black Sabbath og The Ramones), diskuterer de, hvem der har haft størst betydning for musikhistorien, og det bliver således Seattle-bandet, der bliver streget ud først. "De første, der bør sløjfes er Nirvana," forklarer Ulrich. "Jeg elsker Nirvana, men de har bare ikke den samme indflydelsesrige vægt som de andre."

Metallica er årets officielle ambassadører for Record Store Day – initiativet, der hylder de uafhængige pladebutikker med specielle fysiske udgivelser, og som finder sted hvert år i april – i år den 16. april. Her genudgiver bandet deres to første album "Kill 'Em All" (1983) og "Ride the Lightning" (1984) dagen før Record Store Day, den 15. april. Albummene er remastererede og spækket med forskellige former for ekstramateriale. De udkommer på cd, vinyl og som bokssæt. Læs mere her.

Se Lars Ulrich hygge sig i godt selskab her: 


ANNONCE