Vi har talt med det australske hardrockband, der gæster København og Aarhus i de kommende måneder
Det australske band Wolfmother afsluttede deres nordamerikanske Gypsy Wagon tour i Vancouver fredag den 1. april. (Læs GAFFAs anmeldelse af koncerten). Snart tager de til Europa, hvor de kan opleves på Vega i København 4. maj og på Train 30. august.
GAFFA blev inviteret med sanger, guitarist og sangskriver Andrew Stockdale og bassist og keyboardspiller Ian Peres på indisk restaurant inden aftenens koncert til en snak om bandets seneste udgivelse Victorious. Mens der blev spist butter chicken og drukket canadisk rye whiskey kom snakken også omkring Stockdales forhold til bandets skamroste debutudgivelse Wolfmother (2005), demokratiet i Wolfmother anno 2016 og hvordan Rod Stewart har været en inspirationskilde til Stockdales kreative proces omkring Victorious.
Tillykke med det nye album. For mit utrænede øre lyder det som om, I er vendt tilbage til lyden fra jeres debut "Wolfmother" (2005) – er det bevidst?
Andrew Stockdale: – Det var jo det album, der satte os på verdenskortet. Der er gået 10 år, siden Wolfmother udkom, og her så mange år efter har jeg genopdaget de riffs, jeg byggede albummet op omkring dengang – så ja, Victorious er inspireret af vores debut fra 2005. Jeg er blevet spurgt en million gange, om jeg kan skrive en ny Woman eller Joke and the Thief, men sådan fungerer det ikke. Når jeg siger, at Wolfmother-udgivelsen har været inspirationskilden til dette års udgivelse, er det mere i form af at genskabe den tilgangsvinkel i den kreative proces, jeg havde tilbage i 2005.
Hvad med albumtitlen – og hvorfor synger du ikke "vi" eller" jeg" vil blive victorious i titelnummeret i stedet for "hende"?
Nummeret Victorious var den første sang, jeg skrev til albummet. Når jeg har det første track, skriver de andre numre sig selv ret hurtigt efterfølgende. Efter jeg fik hul igennem og skrev Victorious, tog det mig 13 dage at skrive resten af albummet og indspille en demo. Oprindeligt var teksten "I will be victorious", men jeg syntes, det lød lidt for meget som en sportssang. Ideen var at kalde albummet Gypsy Caravan, men alt det der sigøjnerhalløj er så hipt i Australien lige nu, at det ville se ud, som om vi prøvede at ride på en trend.
Aftenens koncert i Vancouver er den sidste på jeres nordamerikanske tour. Hvordan har det været at turnere med det nye album?
Iam Peres: – Det har været helt fantastisk, folk synger med på det nye materiale, hvilket altid er et godt tegn. Vi spillede i Seattle i går, og det var helt i særklasse.
AS: – Jeg skrev en sms til Eddie Vedder og ville have ham til at komme til showet, vi har jo optrådt sammen live en del gange efterhånden, men Pearl Jam er i gang med at forberede deres nye tour, så det må blive næste gang.
Du producerede selv det forrige Wolfmother-album New Crown (2014), men denne gang har du valgt at samarbejde med en erfaren producer som Brendan O'Brien (Pearl Jam, Red Hot Chili Peppers, Bruce Springsteen med flere) – hvad skyldes det?
AS: – Jeg var ikke helt tilfreds med lyden på New Crown, det lød ret spinkelt og fladt, når det blev spillet på radioen. Denne gang ville jeg have en noget større lyd.
Ikke en socialistisk tilgang
På Victorious har du indspillet 90 procent af instrumenterne selv i studiet. Hvordan inspirerer det live processen efterfølgende – hyrer du musikere til at spille det, du har indspillet på albummet, eller er det et demokrati, hvor de selv kan komme med inputs til liveversionen?
AS: – Det er helt sikkert ikke en socialistisk tilgang (griner). Der er en pilot, en andenpilot og en i maskinrummet – alle er vigtige, men der er kun en kaptajn.
Kan du fortælle lidt om nummeret Best of a Bad Situation fra det nye album, det minder lidt om en moderme udgave af Rod Stewarts Maggie May (1971)
AS: – Sjovt, du siger det, for uden at det er bevidst, er den sang nok inspireret af Rod Stewart. Sidste år havde vi en kæmpe regnstorm derhjemme, og alle de her folk kom ned fra bjergene, da deres huse var væltet omkuld. Vi tog en del af dem ind i en uges tid. Efter et par dage kunne jeg ikke klare alle de her mennesker i mit hjem længere og tog i studiet og sad i flere timer bare og lyttede til Rod Stewart på YouTube, og derefter skrev jeg Best of a Bad Situation.
Hvad er forskellen på at spille i Nordamerika, Australien og Europa – efter et stykke tid smelter det hele sammen og bliver det samme, eller?
AS: – Efter jeg er blevetældre, er det blevet mere vigtigt for mig at tage tid til at beundre de individuelle byer og kulturer, vi oplever. Tilbage i 2006, da vi turnerede non stop med vores første album, smeltede det hele sammen for mig. Jeg ville komme ud af tourbussen om morgenen, og jeg kan huske, at jeg prøvede at finde ud af, hvilket baseballhold der var i byen – så jeg kunne regne ud, hvor vi var.
Hvad kan vi forvente os af de europæiske koncerter?
IP: – Sætlisten er en blanding af hele bagkataloget plus Andrews soloalbum. Vi prøver ikke at prioritere et album mere end de andre.
Sidste spørgsmål: Er Wolfmother det sidste klassiske rockband, der er tilbage? Da I udgav jeres første album, var rock'n'roll en genre, i dag, 10 år senere er rock jo næsten blevet en subkultur?
AS: – Det håber jeg ikke, vi er, men jeg kan faktisk ikke komme på et stort rockband, der har slået igennem de sidste fem år. Som jeg ser det, kommer de her ting i bølger. Vi har haft den her trend af 1980'er-inspirerede bands, før det var der New York-scenen med Interpol og Strokes med deres inspiration i britisk rock fra de sene 1970'ere – klassisk rock'n'roll skal nok komme på landkortet igen.
Wolfmother kan opleves på Vega i København 4. maj og på Train 30. august. Find billetter via GAFFA Live
Hør titelnummeret til "Victorious":
