Lyssky lånehajer, John Lennon og meget mere i seriens ottende afsnit
At man sagtens kan være et førsteklasses røvhul, selvom man har lagt stimulanserne på hylden, viste Richie i sidste afsnit, hvor han spillede selskabets 90.000 dollars op og lod stakkels Zak tro, det var ham, der havde mistet dem. Pengene er væk, og nu er de høje herrer fra American Century klar til at stå på dørtærsklen til diverse banker med hatten i hånden og anmode om at låne de tabte penge. Og det ser ikke for godt ud. Næste skridt er den lyssky lånehaj Galasso. En type, der ikke er bleg for at smide en løkke om halsen på dårlige betalere.
Til gengæld er kokainen tilbage i næseborene på Mr. Finestra, for som han siger, så byggede han selskabet på et fundament af stoffer, og desuden fungerede jo både Freud, Edison og Sherlock Holmes bedst, når de var "under the influence".
Det nye underselskab "Alibi Records" skal søsættes med Nasty Bits som flagskib, problemet er bare, at de ikke har sangene til det. Det ændrer sig imidlertid, da Lester giver snotnæserne i bandet (og seerne) en musikhistorisk lektion og overlegent demonstrerer, hvor mange forskellige sange, der kan skrives over de samme tre akkorder.
Zak finder et vaskeægte stjernefrø, og under hans møde med unge Gary Giembretta, der ganske vist er et indtagende bekendtskab, tager man alligevel sig selv (og med "man" og "sig selv" mener jeg i virkeligheden "jeg" og "mig selv") i at undres over den mystiske portion melon med hytteost, talentet indtager.
Devon trives ikke ligefrem på Chesea Hotel, men et møde med John Lennon og en fotograf på en natklub, hvor en ikke særlig vellignende Bob Marley and the Wailers spiller ændrer omstændighederne.
Slutteligt strammes skruerne for alvor i Buck Rogers-sagen, og afsnittet slutter med seriens mest seriøse cliffhanger so far. Nu må det gerne snart blive mandag igen.
Fem stjerner