Ejerne bag det gamle TAP1 åbner nyt spillested med plads til 5000 publikummer
Ejerne bag det nu lukkede spillested TAP1 i Carlsberg Byen åbner nyt spillested på Kløvermarken på Amager, skriver NetAvisen. Bygningen, der skal huse det nye spillested og som forventes at åbne i slutningen af 2016 eller i starten af 2017, har ligesom den gamle TAP1-hal plads til 5000 publikummer.
Med sin kapacitet på 5000 publikummer kommer åbningen af det nye spillested til at falde på et tørt sted i det københavnske koncertmiljø, der, siden tabet af KB Hallen i branden i 2011 og med lukningen af Falconer Salen pr. 1. januar 2017, har manglet og kommer til at mangle et spillested i den mellemstore kategori. "Der mangler et sted i København, hvor der kan være 2.000-5.000 mennesker. Derfor har vi i lang tid arbejdet på, at finde et nyt sted, hvor vi kunne føre TAP1 videre, og det kommer vi til på Kløvermarken", udtaler Laust Christian Holm Poulsen til NetAvisen.
Ud over at skulle huse koncerter kommer det nye spillested, ligesom det gamle TAP1, også til at huse andre kulturarrangementer. Det er ikke nogen økonomisk guldgrube at drive et spillested, fortæller Laust Christian Holm Poulsen til NetAvisen og uddyber: "Man skal være indstillet på, at man kommer til at tjene færre penge, end hvis man brugte kvadratmeterne til et andet formål. Derfor har det også været afgørende, at vi fandt en investor, der har lyst til at gå på kompromis med indtjeningen for at skabe noget kulturelt".