Nyhed

Volbeat løfter sløret for deres kommende album

Se trackliste, udgivelsesdato og få fat i åbningsnummeret på Volbeats sjette studiealbum

Den 3. juni 2016 sender rockdrengene fra Volbeat et nyt album på gaden. Pladen hedder "Seal the Deal & Let's Boogie" og er bandets sjette studiealbum. Men Volbeat-elskere skal ikke vente helt til sommer på nyt rocket øreguf fra Volbeat-fyrene.

For åbningsnummeret på pladen "The Devil's Bleeding Crown" er tilgængelig for fans allerede i dag. Man kan i dag forudbestille albummet "Seal the Deal & Let's Boogie", hvor man med kvitteringen modtager et download link til sangen.

Sangen "The Devil's Bleeding Crown" repræsenterer den klassiske Volbeatlyd. Et storslået omkvæd, som forinden er omfavnet af heftige guitarriff og thrashede trommerytmer. Nummeret har kun været på bandets sætliste én gang. Sangen blev spillet overfor 37.000 mennesker ved bandets største koncert i den odenseanske Tusindårsskoven i august 2015.


"Efter flere måneder, hvor vi har arbejdet med tekster og været i studiet, er vi meget begejstrede for endelig snart at kunne dele 'Seal the Deal & Let's Boogie' med resten af verden. Play it loud!," udtaler bandets forsanger Michael Poulsen. 

Det Tinderbox-aktuelle rockband har tidligere på ugen spredt små ledetråde om albummet til bandets fans og følgere. På de sociale medier havde Volbeat lavet en online skattejagt. Her var ordene til albumtitlen gemt i hints på forskellige playlister, sociale medier samt fanforummet "Rebels & Angels". Når fansene fandt sporene, skrev de ordene på Volbeats hjemmeside. Sammen afslørede de titlen på det kommende album, som officielt bliver offentliggjort i dag.

Albummet er produceret af bandets faste samarbejdspartner Jacob Hansen og co-produceret af forsanger Michael Poulsen samt leadguitaristen Rob Caggiano. 


Udover at Volbeat har et nyt album i støbeskeen, deltager rocktrioen på den danske såvel som den europæiske musikscene til sommer. Foruden den store tyske rockfestival "Rock Am Ring" kommer bandets rocktoner også til at blande sig med den danske sommerbrise, når Volbeat indtager festivalerne Tinderbox og Nibe Festival. Find billetter via GAFFAs festivalguide

Tracklisten er som følger:

1. The Devil's Bleeding Clown


2. Marie Laveau

3. For Evigt

4. The Gates of Babylon


5. Let it Burn

6. Black Rose

7. Rebound


8. Mary Jane Kelly

9. Goodbye Forever

10. Seal the Deal


11. Battleship Chains

12. You Will Know

13. The Loa's Crossroad


 

ANNONCE