Ice Cube og Kiss-sanger i Twitter-fejde om hiphop versus rock and roll

Ice Cube og Kiss-sanger i Twitter-fejde om hiphop versus rock and roll

Rapperen Ice Cube (billedet) og Gene Simmons, sanger og bassist i hardrockbandet Kiss, er røget ud i en Twitter-fejde, efter at Ice Cubes gamle band, hiphop-legenderne N.W.A., fredag blev optaget i den prestigefulde Rock and Roll Hall of Fame i Cleveland, Ohio.

Ved optagelsen udtalte et andet N.W.A.-medlem, MC Ren følgende ifølge Rolling Stone: "Jeg vil gerne sige til hr. Gene Simmons: hiphop er her for evigt. Væn dig til det."

Hans udtalelse kom få uger efter, at Gene Simmons til Rolling Stone udtalte, at han "glædede sig til hiphoppens død."

Herefter tog Ice Cube mikrofonen og kom med følgende definition på rock and roll, citeret af Rolling Stone: "Er vi rock and roll? Jeg vil sige: fandme ja, vi rocker og ruller. Rock and roll er ikke et instrument, rock and roll er ikke engang en musikgenre. Rock and roll er en ånd. Det er en ånd. Den har været i gang siden blues, jazz, bebop, soul, r&b, rock and roll, heavy metal, punk-rock og ja, hip hop ... rock and roll handler om ikke gøre som de folk, der kom før dig, men om at skabe din egen vej i musik og i livet. Det er rock and roll, og det er os."

MC Rens og Ice Cubes kommentarer fik Gene Simmons til tasterne, og lørdag skrev han følgende på Twitter: "Med al respekt, lad mig vide, når Jimi Hendrix bliver optaget i Hip Hop Hall of Fame, så har I en pointe".

Ice Cube svarede mandag følgende på Twitter: "Hvem stjal soulen? Chuck Berry, Little Richard og Chubby Checker hjalp med til at opfinde rock'n'roll. Vi opfinder den. I vil alle gentage den."

Han postede også sin definition af rock and roll og tilføjede: "Jeg gentager den. Og jeg siger det med et kys," med en lille reference til Kiss.

Simmons gentog herefter sin pointe: "Cube, jeg står ved mine ord. Jeg respekterer N.W.A., men når Led Zeppelin bliver optaget i Rap Hall of Fame, så er vi enige."

N.W.A., der sidste år var portrætteret i den populære biopic-film "Straight Outta Compton", er det femte hiphop-navn, der er optaget i Rock and Roll Hall of Fame. De andre er Run-DMC, Beastie Boys, Public Enemy og Grandmaster Flash and the Furious Five. For at blive optaget i Rock and Roll Hall of Fame skal man have ydet et enestående bidrag til musikken, og man kan tidligst blive optaget 25 år efter, at man har udgivet sin første plade.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA