Nyhed

X Factor-vindere langtfra nummer 1 på hitlisten

Den tid, hvor en sejr i talentshowet var ensbetydende med en førsteplads på hitlisten, er forbi

Den tid, hvor en sejr i X Factor var ensbetydende med en førsteplads på hitlisten, er forbi. Årets vindere, søsterduoen Embrace, debuterer på en beskeden 18. plads på tracklisten på Danmarks officielle hitliste, Hitlisten.nu, med "Commitent Issues", mens nummer 2, sangerinden Reem, har sneget sig ind på listen på en 33. plads med "All That I Want".

Sleiman featuring Livid og Mellemfingamuziks "Bomaye" holder stadig førstepladsen.

Lukas Grahams makker Brandon Beal har hapset andenpladsen med sangen "Golden", mens Christophers nyeste single "I Won't Let You Down" er hoppet ind på listens tredjeplads. Sangen blev første gang spillet til X Factor-finalen 2016. 


R&b-tonerne fra danske Phlake har ramt danskernes øregange, hvilket har gjort, at sangen "Angel Zoo" er gået fra at have en 15. plads på hitlisten tit at have en fjerdeplads.

Rihanna-hittet "Work" har oplevet et drastisk fald på den danske hitliste. I USA ligger "Work" stadig nummer et på den amerikanske Billboard-hitliste. I Danmark er Rihanna-hittet hoppet ned på en 6. plads. Justin Biebers " Love Yourself" er ligeledes sunket i popularitet. Sangen gik fra at have en tredjeplads på listen i sidste uge til at dale ned på en syvendeplads. Til gengæld er sangen "Love Yourself" på listen for 22. uge i træk såvel som, at Lukas Grahams "7 Years" har ligget på listen i 43 uger.

Danske Alex Vargas, der også optrådte til X Factor-finalen, har set sit snit til at hoppe ind på hitlisten for første gang. Med sin nyste single "Shackled Up" har den unge soulsanger taget første skridt ind på listen med en 27. plads.  


På albumhitlisten er Lukas Graham tilbage på førstepladsen med "Blue Album" og skubber sidste uges etter, Justin Bieber og "Purpose" ned på en tredjeplads. Mellem de to finder vi Kanye West og "The Life of Pablo".

Øverste nyhed er Alex Vargas, der debuterer på en 14. plads med ep'en "Giving Up the Ghost", mens elektro-veteranerne Pet Shop Boys er nye som nummer 27 med "Super", og Pernille Rosendahl debuterer på en 33. plads med "Dark Bird".

Patrick Dorgan, der også kunne opleves til X Factor-finalen, er en re-entry på en 29. plads med "Painkillers", og Runrig vender tilbage på en 35. plads med "The Story".


Se alle ugens hitlister her.

ANNONCE