Nyhed

De Eneste To tager Love Shop med på Grøn Koncert

Simon Kvamm og Peter Sommer tager Jens Unmack & Co. under vingerne

Simon Kvamm og Peter Sommer, tilsammen De Eneste To, drager til juli Danmark rundt sammen med resten af den store Grøn Koncert-turné. Og de tager et særdeles erfarent dansk band med sig på scenen: Love Shop, der, selvom de kunne fejre 25 års jubilæum for debutalbummet sidste år, aldrig tidligere har optrådt på Grøn Koncert.

De Eneste To er kendt som et veloplagt liveband og har blandt andet hittet med sange som "Morten", "Jeg har ikke lyst til at dø" og "Skrig det til træerne". I januar tildelte GAFFAs anmelder Kristian Pedersen dem fire stjerner på Train i Aarhus under overskriften "Sikker hjemmebanesejr". Læs anmeldelsen her.

Love Shop har også fået masser af fremragende liveanmeldelser og har markeret sig med klassikere som "En Nat Bliver Det Sommer", "Copenhagen Dreaming" og "Love Goes On Forever". Sidste års 25 års jubilæum blev både markeret med opsamlingen "Evergreen" og biografien "Himmelflugt og Højdeskræk" af Tommy Heisz. Tidligere dette forår drog gruppen på Danmarksturné, hvor GAFFAs anmelder Jens Dræby tildelte deres koncert på Posten i Odense fem stjerner under overskriften "Det danske band er helhjertet og langtidsholdbart". Læs  anmeldelsen her.


De Eneste To karakteriserer Grøn Koncert således:

"Det er jo en stor, fælles sommertradition, som Danmark samler sig om – for at samle ind til folk med muskelsvind. Det betyder, at det er et møde med og mellem en masse mennesker, der vil det gode. Det er selvfølgelig også et møde med en masse kolleger, der gerne vil feste og have det sjovt. Men det, at alt det praktiske er båret af frivillige hænder, sætter stemningen et meget fornuftigt sted. Det betyder, at man opfører sig ordentligt – både som kunstner og som publikum."

I år starter turnéen den 21. juli i Kolding og slutter den 31. juli i København, og traditionen tro runder den grønne karavane otte danske byer.


Årets optrædende er indtil videre som følger: D-A-D, Rasmus Walter & Shaka Loveless, Stine Bramsen & Nabiha, Suspekt og De Eneste To & Love Shop.

De sidste to navne offentliggøres de kommende uger.

Turnéplan
21/7: Kolding
22/7: Randers
23/7: Aarhus
24/7: Aalborg
28/7: Esbjerg
29/7: Odense
30/7: Næstved
31/7: København


Læs mere på www.groenkoncert.dk

Varm op med De Eneste To og Love Shop:


 

ANNONCE