Nyhed

Jimmy Fallon og Ariana Grande mimer Lukas Graham og MØ

De danske stemmer er i den grad blevet en del af den amerikanske popkultur

Man kan snakke om hitsucces, når ens sange pludselig bliver gængs referencemateriale i amerikanske talk-shows. Det sker nu for både Lukas Graham og MØ. Det skriver Bt.dk.

Talkshowværten Jimmy Fallon er både kendt for sine meget musikalske og morsomme parodier på alskens musikere – for eksempel Bruce Springsteen og Neil Young – og for sine "lip sync battles", hvor han og en gæst dyster om, hvem der kan lave de mest spektakulære mime-versioner af diverse sange.

I den seneste sketch har Fallon besøg af den amerikanske sangerinde Ariana Grande, der er albumaktuel i næste måned. De fører en samtale, der pludselig bryder ud i mimende sang. Ariana Grande hilser således Fallon goddag med den udødelige 90'er-klassiker "What's Up" af 4 None Blondes.

Det er i den henseende, at Lukas Graham og MØ kommer i spil. Da Grande viser Fallon et selfie, hun har lagt op af sig selv som 7-årig, bliver det med en linje fra Grahams hit-basker "7 Years".


Og kort efter bliver MØ taget i brug, da hendes linje "Do you recall not long ago, we were walking on the sidewalk" fra Major Lazer-hittet "Lean On" danner et spørgsmål fra Grande til Fallon.

Lukas Graham er for tiden på en stort set udsolgt turné i USA. Han har hittet stort verden over med "7 Years" og slået danske rekorder for udenlandske hitplaceringer.

Se Jimmy Fallon og Ariana Grande mime sig igennem en samtale - med blandt andre Lukas Graham og MØ - her:


ANNONCE