Forsvarsadvokat rykker i fængslet

Forsvarsadvokat rykker i fængslet

Musikeren Morten Bjerregaard drager over foråret på fængselsturné i Danmark. Foreløbig åbner fire store danske fængsler porten for Morten Bjerregaard og hans band, der skal spille bag lås og slå for nogle af landets indsatte. Fængselsturnéen begyndte den 20. april i Nørre Snede i Midtjyllands Statsfængsel og afsluttes den 23. juni i Jyderup Statsfængsel.

Bjerregaard debuterede sidste år med albummet "Hvid Ghetto", der blandt albummets 10 pop/folk-inspirerede numre også byder på opsangsduetten, "Hvidt Brød", med Danmarks rap-legende MC Einar.

"Med sangen tager vi pis på sundhedshysteriet. Man må godt spise sundt, men man skal ikke glemme at leve," fortalte Morten Bjerregaard ved sangens udgivelse.

Når Bjerregaard ikke laver musik, eller er ude at spille koncerter, slår han sine folder som en af landets mest benyttede forsvarsadvokater med speciale i at forsvare folk, der ikke normalt er i kontakt med politiet eller vant til at blive udstillet i medierne. Forsvarsadvokaten bliver dog hjemme, når Bjerregaard indfinder sig bag de tykke, høje fængselsmure for at give koncert.

At fængselsmure også kan danne ramme om en musikalsk oplevelse, er der som sådan ikke noget nyt i. En række danske og udenlandske musikere har gennem årene spillet koncerter for de indsatte i store og mindre fængsler. Tænk bare på Ester Brohus, LOC, Niarn og de legendariske Johnny Cash og BB King. Og nu skriver også Morten Bjerregaard sig ind i rækken af musikere med fængselskoncerter på CV’et.

"Efterhånden er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvor en koncert finder sted. Jeg glæder mig til at tage på min fængselsturné og spille mine sange for de indsatte. Når jeg kommer i fængsler som led i mit arbejde som forsvarsadvokat, kan stemningen selvfølgelig godt være lidt spændt, fordi kunden tænker på sin sag. Derfor glæder jeg mig til at spille disse koncerter, hvor anledningen alt andet lige er mere munter," fortæller Morten Bjerregaard.

Selvom musikken for Bjerregaard har et stort fokus på at formidle gode historier, er hans sager fra retssalene dog aldrig skildret i hans tekstunivers. Men mennesker og livet er dét, der inspirerer ham. Og han holder sig ikke tilbage, når det kommer til at gøre op med samfundets tabuer. Her kan vi kun forestille os, at Morten Bjerregaard er med ligeværdige, når han i foråret drager på turné bag de lukkede mure.



Fængselsturné:

18/5 Statsfængslet på Kragskovhede
4/6 Sdr. Omme Fængsel
23/6 Jyderup Statsfængsel 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA